Selvom en forkølelse er en ret harmløs lidelse, der heldigvis går over forholdsvis hurtigt, kan den rindende næse, det tunge hoved og den medfølgende træthed komme aldeles ubelejligt. Den kommer faktisk altid ubelejligt. Så hvad kan du gøre, hvis du vil speede rekonvalescensen op i tempo?
Bliv nu hjemme i stedet for at plage dine medmennesker med bacillerne. Du har nemlig brug for masser af hvile. Kroppen rummer ressourcerne til at genskabe den balance, der kan gøre dig rask, men hvis det skal lykkes, har den brug for hvile. Det nytter ikke noget at se en masse tv-serier på sofaen; du skal i stedet finde din seng og rulle gardinerne for, så øjnene og ørerne også får ro.
En forkølelse tager typisk én til to uger at nedkæmpe.
Hold dig fra de vanddrivende væsker som kaffe og sodavand, men drik i stedet rigeligt med vand. Gerne kogt vand med en smule salt og honning. Kroppen har brug for masser af væske, fordi der er brug for væske til at danne slim og til kroppens naturlige udrensning for affaldsstoffer.
Væske er også væsentligt, hvis du får tendens til lidt feber. Sveden bidrager til at temperaturregulere organismen.
Det er stadig omdiskuteret, hvor meget du kan hjælpe immunforsvaret på vej, når du først er ramt af sygdommen, men visse tilskud har vist gode takter i forhold til forkølelse. Rød solhat er et kosttilskud, der påviseligt virker i forhold til både forkølelse, influenza og andre vira.
Planten Rød Solhat – eller Echinacea purpurea – hører til blandt de bedst dokumenterede lægeplanter. Man kan dokumentere, hvordan planten præcist påvirker immunforsvaret og udgør effekten. Nøglesubstanser i planten, kaldet alky-lamider, binder sig til et stof (cannabinoid CB2), der findes på immunforsvarets celler, som kontrollerer frigivelsen af et bakteriebekæmpende stof, kendt som TNF-alpha.
Der findes ikke nogen videnskabelig evidens for, at rigelige mængder af C-vitamin kan forebygge forkølelser. Men der er flere studier, der peger i retning af, at rigeligt med C-vitamin kan forkorte en forkølelse med op til flere dage.
Så det er ikke en dårlig idé at spise citrusfrugter, peberfrugt, grønkål, broccoli, kiwi eller hybensuppe og hybenpulver. Hyldesuppe er også fortrinligt, hvis du vil have et ekstra skud C-vitamin.
Ingefær er også effektivt. Lav en kande kogende vand og lad en stængel ingefær i skiver simre med i tyve minutter. Tag vandet af blusset og tilføj fire breve lindeblomstthe. Si væsken og tilsæt saften fra én citron. Hæld blandingen på en termokande og drik af den fire gange om dagen. Tilsæt en teskefuld upasteuriseret honning i hver servering – honningens antibakterielle egenskaber hjælper dig også til at blive rask.
Æteriske olier kan også hjælpe dig til rene luftveje. Kom en dråbe eukalyptusolie eller fyrrenålsolie på et lommetørklæde og inhalér duften over ca. 10-15 indåndinger fire til seks gange om dagen. Det kan hjælpe med at løsne op i en tilstoppet næse.
Selvom det er godt at booste immunforsvaret, skal du ikke satse på sunde salater, når du først er blevet syg. Kroppen har nemlig brug for noget brændstof, og det er fint at kombinere behovet for væske med behovet for proteiner og fedt gennem en nærende suppe.
En god tomatsuppe med masser af grønt, tilsat creme fraiche, moscarphone eller fløde er god kost til den forkølede. Det er en stærk karrysuppe med kyllingekød også.
Det primære er, at du får væske, fedt og proteiner, og at maden samtidig er forholdsvis let at fordøje. En stor, tung bøf med fed sovs kan ikke anbefales – og det er næppe heller det, du har mest lyst til. Faktisk ved kroppen som oftest godt, hvad den har behov for – hvis du magter at føle efter.
Kilde: BT.dk, naturli.dk m.fl.