Nyheder

Fem ganske gode gulerødder

13. maj 2014

Guleroden er blevet genstand for mange påstande om dens virkning på kroppens funktioner. Vi kigger nærmere på fem af dem.

Gulerødder bliver ofte forbundet med kaniner, men er de virkelig så gode for synet, fertiliteten og den almene sundhed?

1: Gulrødder er gode for dine øjne og din evne til at se i mørke

Gulerødder indeholder beta-carotener, der omdannes til A-vitamin i kroppen. A-vitamin er med til at bevare et godt syn. A-vitamin er nødvendig for opbygning af de lysfølsomme celler i øjnene. Mangel på A-vitamin kan medføre natteblindhed, fordi øjets evne til at tilpasse sig mørket bliver nedsat.

– så ja, gulerødder er gode for dine øjne og dit nattesyn.

2: Gulerødder giver dig sommerglød

Beta-carotenerne i gulerødderne virker også som pigment på vores hud. Pigmentet giver huden en smuk gylden farve, som hverken solens stråler eller solarie kan give dig. Derudover har beta-caroten en solbeskyttende effekt, som kan beskytte dig en smule mod solens aldrende virkning på huden.

– så ja, du kan på lækker sommerglød af gulerødder.

3: At spise gulerødder mindsker infektionsrisiko

A-vitaminet, der findes i gulerødderne, er nødvendig for normal funktion af vores immunsystem. Vores hud og slimhinder i øjne, tarme, luftveje og urinveje er kroppens første forsvarslinje mod bakterier. At spise en gulerod om dagen hjælper kroppen til at opretholde stabilitet og funktion af disse vævsceller.

– så ja, gulerødder mindsker risikoen for infektioner.

4: Gulerødder er godt for dine knogler

Gulerødder er en god kilde til mineralet kalium. Kalium-indtag sænker udskillelsen af calcium i urinen, hvilket nedsætter risiko for nyresten, og sandsynligvis også mindsker risikoen for knogleskørhed.

– så ja, dine knogler nyder godt af at du spiser gulerødder.

5: Gulerod styrker fertiliteten

Den gode kilde til A-vitamin i gulerødder giver god effekt på mænds fertilitet. A-vitamin har nemlig betydning for dannelsen af nye sædceller.

– så ja, også fertiliteten kan styrkes med gulerødder.

Disse påstande holder altså stik, og vi bør derfor ikke glemme den orange rodfrugt i vores daglige kost. Nu tror du nok, at du skal i gang med at gnaske store mængder af gulerødder. Men faktisk kan én stor gulerod om dagen dække dit daglige behov for A-vitamin.

Kilder: Jørgensen, I.M. og Holmquist, N. Ernæringsfysiologi – En Grundbog s. 213-222, netdoktor.dk

Forrige artikelMental træthed? Tag den alvorligt!

Næste artikelSolcreme ødelægger fertilitet