Nyheder

Fem smagfulde alternativer til mælk

27. juni 2022

Det er blevet mere almindeligt at vælge mælken fra. Men hvad skal du så hælde på havregrynene? Vi giver fem gode opskrifter på alternativer.

Flere og flere sætter spørgsmålstegn ved mælkens gode egenskaber. Vi er alle vokset op med officielle anbefalinger, der lovpriser mælken som en uundværlig del af en sund og varieret kost. Men hvis du kigger på mælkens bestanddele, er det let at se, at de gode ingredienser sagtens kan findes i andre fødevarer. F.eks. er grønne grøntsager, bønner, nødder og frø langt mere effektive kilder til calcium end mælk.

Flere lider af mælkeallergi 

Der er også en del mennesker, der nyder mælken uden problemer. Mælk kan være en fedtfattig proteinkilde med vigtige mineraler. Selvom nogle mælkemodstandere mener, at vi alle i en tidlig alder mister evnen til at producere laktase, og at vi derfor ikke kan nedbryde mælkens laktose, er det ikke alle, der mærker så meget til det. Men hvis du døjer med tilstoppet næse, hyppige forkølelser, acne eller uforklarelig træthed, kan du overveje at prøve en af de fem nedenstående alternativer til mælk. Hverken dine tænder eller dine knogler vil lide, hvis du smider mælken på porten – men hvis mælk ikke giver dig problemer, kan du jo nøjes med at afprøve opskrifterne, hvis smagen af komælk bliver for forudsigelig og kedelig.

Nøddemælk er et nemt alternativ til komælk

Det er nemt. Det kræver bare en stærk blender, der kan køre hurtigt, og en nøddemælkepose, som mælken kan moses igennem til sidst. Der vil altid være nogle nødderester, og nøddemælkeposen kan købes flere steder på nettet.

Læg gerne dine frø og nødder i blød et døgns tid før, du laver nøddemælken. På den måde kan tanninerne, der gør nødder hårde ved fordøjelsen, trækkes ud.

Cashewmælk

Cashewnødder er rige på magnesium, fosfor, zink og jern.

En kop usaltede cashewnødder blendes med fire kopper vand, to udstenede dadler eller et par spiseskefulde honning/agavesirup. Tilsæt eventuelt et nip havsalt og et par teskefulde vaniljeekstrakt. Blend ved høj hastighed og si blandingen igennem en nøddemælkepose. Gem nødderesterne i posen til eksempelvis bagværk.

Solsikkemælk

Solsikkekerner er fyldt med bl.a. E-vitamin, selen, magnesium og vigtige antioxidanter.

Blend en kop solsikkekerner med tre kopper vand, en spiseskefuld upasteuriseret honning, agavesirup eller en udstenet dadel. Et nip havsalt og en teskefuld vaniljeekstrakt kan tilsættes. Si den cremede mælk igennem en nøddemælkepose og opbevar mælken i en lufttæt beholder i køleskabet. Holbarhed: Højst fire dage.

Græskarkernemælk

Græskarkerner er rige på K-vitaminer, fosfor, zink, magnesium, og kernerne skulle også bidrage til en sænkning af den dårlige kolesterol og en bedring af prostatafunktionen samt styrke immunforsvaret.

En kop græskarkerner blendes ved høj hastighed med 2½ – 3 kopper vand, to eller tre udstenede dadler, en teskefuld vaniljeekstrakt og en knivspids havsalt. Brug nøddemælkeposen, og din græskarkernemælk kan holde sig på køl i en lufttæt beholder i tre til fire dage.

Mandelmælk

Mandelmælk kan godt smage som flydende marcipan, så det er ikke alt, den er lige velegnet til. Til gengæld er den bl.a. rig på calcium, E-vitaminer og antioxidanter, og den kan holde sig på køl i tre til fire dage.

Blend en kop smuttede mandler med tre kopper vand, to udstenede dadler, en teskefuld vaniljeekstrakt og en knivspids havsalt. Brug slutteligt nøddemælkeposen.

Hampemælk

Hampefrø er ekstremt sunde, men ikke så almindelige i dagligvarehandelen. Du kan dog almindeligvis købe dem i helsekostforretninger. De er fyldt med omega-3, aminosyrer, calcium, A-, E- og D-vitaminer, B12 og folsyre.

En kop hampefrø blendes med tre kopper vand, fire udstenede dadler, en teskefuld vaniljeekstrakt og en knivspids havsalt. Blend til du får en cremet konsistens og brug nøddemælkeposen.

Kilde: trueactivist.com

Forrige artikelKroniske smerter kan forudsiges

Næste artikelPycnogenol: Flowet fra fyrretræerne