Vidste du, at livsstil er skyld i op mod 76 pct. af ændringer ved hjernens aldring, og at du kan reducere risikoen for demens med 36 pct. ved fem simple råd?
Omkring 90.000 danskere lider af demens, og heraf er hovedparten, 87.000, over 65 år. Det er næsten 10 pct. af borgere i denne aldersgruppe, der rammes af demens. Det er en forfærdelig sygdom, der især er svær for de pårørende. Omkring 400.000 danskere er nære pårørende til personer med demens.
Reducer risikoen for demens
Du kan ikke garanteres en demensfri alderdom, hvis du lever på den rette måde, men du kan faktisk reducere risikoen med mere end en tredjedel. Du skal blot motionere regelmæssigt, spise som man gør i Middelhavslandene, hvilket vil sige færre animalske fedtstoffer og mere fisk og olivenolie, lade være med at ryge, drikke moderat og undgå at få diabetes (sukkersyge).
Studier peger på, at motionen bør omfatte aktivitet tre til fem gange om ugen i en halv til en hel time. Der skal ikke løbetrænes til maraton; faktisk var aerobic og balanceaktiviteter ifølge studier de bedste aktiviteter til at fastholde hjernens kognitive formåen. Så det gælder om at finde fysiske opgaver, hvor hjernen også får lidt at bestille.
Rygning øger risiko for Alzheimers
Statistikkerne for Alzheimers, som godt halvdelen af de 90.000 danske demenspatienter lider af, viser tydeligt en overrepræsentation af rygere. Rygningens ødelæggende virkning på hjerte og kar har altså også betydning for hjernens aldring.
Det er velkendt, at der ryger nogle hjerneceller, når vi drikker meget alkohol. Over et langt liv lader det til at have en negativ indvirkning på hjernens aldring. Drikfældighed øger risikoen for at udvikle demens ganske betragteligt.
Det skal dog ikke sammenlignes med et glas rødvin i ny og næ, der faktisk er godt for hjernen. Alkohol i moderate mængder bidrager nemlig til at holde balancen mellem god og dårlig kolesterol på plads. Det er dog først, når du er oppe i alderen, at denne virkning indtræffer – unge mindsker ikke risikoen for demens ved at drikke, men den undskyldning har de nok heller ikke brug for.
Diabetes fordobler risiko for demens
Diabetikere har en højere risiko for at udvikle Alzheimers. Faktisk er risikoen blandt type 2-diabetikere (det, man tidligere kaldte gammelmandssukkersyge) dobbelt så høj. Så det er vigtigt at undgå at udvikle type 2-diabetes, hvilket bedst gøres ved en sund, varieret kost og motion.
Der er endnu ingen helbredelse for demens, men disse fem råd kan altså reducere risikoen for at få det med mere end en tredjedel. Selvom statistik og prognoser er svære at gennemskue, er der ikke rigtig nogen god grund til ikke at leve efter de fem enkle råd.
Kilder: guardian.com, aeldresagen.dk, videnscenterfordemens.dk