Han vil dyrke sport, hun vil dase på stranden. Han vil spise pizza, hun er til østers.
Sommerferien er den tid på året, hvor flest kæreste- og ægtepar må sande, at interesserne er for forskellige, og gnisten er væk.
Det giver mange brud, og det kan mærkes hos foreningen Danske Familieadvokater.
»Når sommerferien er slut, beslutter betydeligt flere par end normalt at gå fra hinanden. Vi får væsentligt flere henvendelser om skilsmisser i august og januar, efter at folk har tilbragt meget tid sammen med familien,« siger Anja Cordes, der er formand for 318 advokater under Danske Familieadvokater, til 24timer.
Tendensen bekræftes af advokatkæden Ret&Råd med 57 kontorer i Danmark.
»I juni og juli holder folk ferie, og i august og september får vi flere skilsmissesager end i årets andre måneder,« fortæller direktør Casper Grønnegaard.
Forklaringen er ifølge flere parterapeuter, at kæreste- og ægtepar er mere sammen i ferien end normalt. Og pludselig finder man ud af, at ens partner alligevel ikke er den eneste ene.
»I løbet af året gemmer man problemerne lidt af vejen, fordi man har travlt med arbejde, børn, fritidsinteresser og en tætpakket hverdag. I ferien oplever man hinanden, som man er, for der sidder man pludselig over for hinanden og skal finde på noget at tale om. Måske kan man ikke finde på noget at sige, og man kan opleve, at gnisten er væk,« siger Camilla Holst, psykolog og indehaver af City Terapi.
Den megen tid sammen med manden, konen eller kæresten i ferien gør, at forholdet viser sit sande ansigt, forklarer psykolog Annette Due Madsen, leder af Center for Familieudvikling.
»Par, der har det godt, vil opleve, at deres forhold bliver stærkere i ferien, mens forhold, der skranter, får det værre i ferien. Vi har store forventninger til, at nu skal vi rigtig hygge os, og derfor bliver vi slemt skuffede, hvis ferien i virkeligheden viser, at der er noget galt i forholdet,« siger hun og tilføjer:
»Nogle vil klinke skårene i ferien, men en ferie kan jo ikke redde et parforhold, der ikke fungerer i forvejen.«
Ifølge Camilla Holst kan alt fra partnerens valg af restaurant til de dybere livsværdier udløse krisen.
»Kvinden kan måske tænke ‘hvordan kan han vælge den restaurant?’ Og det kan sætte gang i nogle større tanker om, hvor godt man egentlig passer sammen. På ferien taler vi også om anderledes – og tættere – ting, og her kan det komme frem, at vores værdier i livet ikke er ens længere,« siger Camilla Holst.
For at styre parforholdet sikkert gennem sommeren anbefaler Camilla Holst, at man begynder at prioritere og lytte til sin partner langt tidligere end på ferien. Ellers risikerer man, at det er for sent.
Kilde: tjek.dk
(oprettet 7. juli 2009)