Julie Juanita Larsen: Tager man sydpå, vil man opleve en helt anden pastakultur, end den vi har i Danmark. I syden er pasta ofte en forret, der evt. kan indeholde lidt kød, men også i mange tilfælde en forret uden kød, som denne fettucine.
Denne pastaret er meget enkel at lave og smager så godt, at selv den største kødspiser vil glemme alt om, at der faktisk ikke er kød i retten. De sprødstegte svampe fungerer som en slags “bacon”, da de giver en lidt røget og sprød smag. Den perfekte ret til, når der skal hygges lidt ekstra i weekenden – og så smager det bare godt med et glas iskoldt hvidvin til.
Til 2 personer
Du skal bruge:
- 1 pakke båndpasta
- 500 g brune og hvide champignoner
- 1 rødløg
- plantemargarine/smør
- 1 dl hvidvin (vælg en, der ikke er sød)
- 2 dl madlavnings- eller sojafløde
- 1 svinebouillon/grøntsagsbouillonterning
- ½ tsk røget paprika
- salt og peber
- lidt frisk persille
Sådan gør du:
- Vask og rens champignonerne og skær dem i stykker.
- Pil løget og snit det meget fint.
- Steg champignonerne i margarine eller olie på en pande, til de bliver sprøde – rør jævnligt og vær tålmodig, da det tager en 20-30 minutter.
- Kom lidt margarine/smør i en kasserolle og tilsæt løget, når det bobler. Skru ned for varmen og lad løget simre ved lav varme, til stykkerne er klare og møre.
- Tilsæt vin og lad løg og vin koge, til vinen er fordampet.
- Tilsæt fløde, bouillonterning og røget paprika.
- Smag sovsen til med salt og peber, tilsæt sprødstegte champignoner og lad det simre. Bliver konsistensen for tyk, kan der kommes et ekstra skvæt hvidvin i.
- Kog pastaen imens.
- Fordel pastaen i to dybe tallerkener og fordel derefter sovsen ovenpå. Top med lidt frisk persille.
Fra bogen ‘Bæredygtig kost’ af Julie Juanita Larsen.