De fleste af os omgiver os med så meget støj i hverdagen, at vi har svært ved at mærke, hvem vi er. Men det er først, når vi tør skrue ned for støjen og op for stilheden, at vi kommer i kontakt med en mere ægte udgave af os selv.
Klokken er syv morgen. Badet er overstået og kaffen sat over. Du kan lige nå at tjekke mobilen for sms-beskeder, inden ungerne skal vækkes. Så snart de er ude af døren, tænder du computeren for at se, om der er kommet nogle spændende mails siden sidst.
I bilen på vej til jobbet hører du P3 for fuld skrue, kun afbrudt af en kort radioavis om alverdens katastrofer og økonomiske nedture. Du har lige parkeret bilen, da din mobil ringer. Det er en kunde. I snakker hele vejen hen til dit kontor. Her går dagen med møder, telefonsamtaler, frokost med kollegerne og et kort besøg i netbanken.
På hjemturen snakker du i mobil med en veninde. Hjemme igen laver du mad, imens ungernes Playstation støjer i baggrunden. Efter lidt Go’ Aften Danmark på skærmen skal ungerne i seng, og så kan du endelig få en time eller to i fred ved computeren i selskab med Facebook, e-mails og YouTube. Da du endelig kommer i seng, kværner dine tanker løs om alle de ting, du skal huske, har glemt og gerne vil nå…
Støj, støj, støj. Vi omgiver os med støj dagen lang. Støj, som forhindrer os i at være i kontakt med os selv, mærke hvem vi er, og hvorfor vi er her.
– Vi har vænnet os til at multitaske og netværke i et væk. Det er blevet en naturlig del af vores ret så unaturlige livsstil, at vi konstant bombarderer os selv med påvirkninger udefra, siger psykoterapeut Lene Ince, leder af Tobias-Skolen nær Århus, som uddanner terapeuter.
– Det er unaturligt set i forhold til vores helt oprindelige kerne og vores basale sjælelige behov for bare at være og udfolde det, som er. Vi har brug for stilheden til at komme i kontakt med det sted i os, hvor vi er i samklang med den, vi dybest set er. Som mennesker har vi et behov for at føle glæde, ro og harmoni i livet, men det kan vi kun, når vi vælger støjen fra og nærer stilheden, siger hun.
Lene Ince holder workshops og kurser for folk, der gerne vil hive stikket ud og finde sig selv i stilheden.
– Erkendelsen af, hvad hverdagens støj gør ved os, får vi først rigtigt, når vi igennem nogle dage har overgivet os til stilheden. Og det bliver for alvor tydeligt, når vi igen møder den støjende verden, siger Lene Ince.
På hendes kurser er det første, folk bliver bedt om, at tage uret af og slukke for mobiltelefonen.
– Det er grænseoverskridende for mange, når de ikke længere er i kontakt med omverdenen og har styr på tiden. Men de fleste ender med at nyde den fred, det giver, og som de kan bruge til at komme dybere i sig selv, siger hun.
Vi kan slukke for radio, tv, mobiltelefon og computer og smække damebladet i, men støjen fra vores evigt kværnende indre kommentatorboks er der stadig.
Det er den, der kritiserer, evaluerer, dømmer og forholder sig til alt, hvad vi selv – og andre – gør og ikke gør.
– Det er vores sind, der snakker, og som vi skal have beroliget, før vi kan komme ind til den ægte stilhed. For stilheden opnår vi først, når både den ydre og den indre støj har lagt sig, siger Lene Ince.
Faktisk skal vi forbi både tanker og følelser, før vi når helt ind til stilheden og vores inderste kerne.
Det kræver, at vi tør arbejde med den modstand, vi møder fra tankerne og følelserne undervejs. For sindet gør modstand mod mødet med os selv – typisk ved at pege fingre ad andre og situationen eller ved at få os til at bebrejde og pege fingre ad os selv, fortæller hun.
– Vi er nødt til at møde os selv og de følelser, der dukker op, med accept, nysgerrighed og kærlighed for at få hul igennem. Det gør vi ved at se på, hvad modstanden handler om, hvad vi er bange for, og hvad det er, vi beskytter os imod. Tør vi det, begynder modstanden at smelte, og så kan vi begynde at mærke, hvem vi i virkeligheden er, og hvad vi skal udfolde i vores liv.
Mange er bange for at gå bag om sindet og de mange roller, vi alle sammen har i livet som eksempelvis mor, kæreste og veninde, fortæller Lene Ince.
– De tænker “hvem er jeg så – er jeg overhovedet nogen?” Ofte skal der rystelser i livet til, før vi begynder at se indad og kigge på, hvem vi egentlig er, siger hun.
Når vi gør det, er gevinsterne til gengæld store.
– Ud over at møde dig selv, opnå ro, balance og harmoni, finder du også retning. Du kan mærke, hvad du skal gøre, hvad du skal beslutte, og hvilke skridt du skal tage lige nu, siger Lene Ince.
Vores relationer nyder også godt af det, når vi giver os selv stilhed og tid til at møde os selv.
– Det er ikke egoistisk. Tværtimod, for i mødet med den, vi i virkeligheden er, opstår netop den ro og det overskud, der gør os i stand til at berige vores omgivelser med ægte nærvær og engagement.
Lene Inces guide til at mindske støjen og få mere stilhedGør dig klart, hvilken daglig støj du byder sig selv, og hvad den gør ved dig. Beslut dig for, hvordan du vil minimere støj i dit liv. Skal du indføre faste tidspunkter på dagen, hvor du tjekker sms og e-mail? Skal du slukke dit tv noget oftere og kun lade mobilen være tændt på bestemte tidspunkter? Eller undgå Facebook i en uge eller to …? Spørg dig selv, hvad i dig og dit liv, der støjer lige nu. Sørg for at søge stilheden hver dag. Giv dig selv tid og plads til at gå ind i dig selv og møde dig selv. Du behøver bare sidde stille alene og uforstyrret og fokusere på dit åndedræt i 5 minutter. Eller du kan lave guidede meditationer. Sørg også for at komme ud hver dag og forbinde dig til naturen med alle dine sanser. |
Lene InceEr krops- og psykoterapeut, grundlægger og leder af Tobias-Skolen nord for Århus. Her uddanner hun spirituelle integrative krops- og psykoterapeuter. Læs mere på www.tobias-skolen.dk. |