Tema

Find dit niveau

Spørg ikke dig selv, om du er sund. Spørg hellere, hvilke beslutninger du har taget, som handler om sundhed. Det handler om at finde dit personlige niveau – og fastholde det.

Foto: Shutterstock
10. oktober 2023

Balance på sundhedskontoen

Jeg indrømmer blankt, at jeg har tillagt mig en forkærlighed for dyr café-kaffe. Det er en prioritering, jeg godt kan filosofere lidt over, når jeg står i supermarkedet og undlader at købe en vandmelon til 35 kroner eller andre gode fødevarer, fordi jeg synes, det er dyrt (men billigere end kaffe til over 50 kroner for en kop!).

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der prioriterer på denne ulogiske måde, for cafébesøg, kaffe to-go, take away, bland-selv-slik, adskillige daglige Pepsi Max eller energidrikke er en del af manges hverdag. Der er udgiftsposter på budgettet, som vi ofte ikke har nogen idé om, hvad løber op i eller koster på sundhedskontoen.

“Uanset økonomisk råderum så kan vi alle opnå fordele ved at berige vores måltider med grøn mad, som vi enten selv dyrker eller sanker i naturen.”

Læs også: Guide til gendyrk

5 nøglepunkter for at opnå en sund livsstil

  1. Identificer dine personlige niveauer: Find ud af, hvad der virkelig betyder noget for dig i dit liv og prioritere disse områder for at opnå en sund livsstil.

  2. Sæt klare grænser: Fastlæg sunde vaner og etabler rammer for dig selv, når det kommer til kost, motion og velvære.

  3. Hold fokus på dine mål: Husk altid dine overordnede mål og værdier for at bevare motivationen til at opnå en sund og tilfredsstillende livsstil.

  4. Overvej dit madbudget: Prøv at finde en balance mellem sund kost og økonomi ved at udforske budgetvenlige muligheder og prioritere sunde fødevarer.

  5. Vær vedholdende: Hold fast i dine personlige niveauer og lad ikke gamle vaner eller fristelser forhindre dig i at opnå en sund livsstil på lang sigt.

Råderum i madbudgettet
Vi har forskelligt økonomisk råderum, og det er bestemt ikke alle, der kan vælge og vrage på alle supermarkedets hylder. Økonomien spiller en vigtig rolle i forhold til kvaliteten af den mad, vi har råd til at købe. Alligevel vover jeg den påstand, at mangel på sunde fødevarer i indkøbskurven et stykke hen ad vejen handler om, at vi ikke har sat os et niveau for, hvilke fødevarer vi skal spise for at opnå overskud på sundhedskontoen.

Hvis jeg sætter mig et personligt niveau for, at jeg vil spise økologisk frugt og grønt, kan det have den konsekvens, at jeg må prioritere, hvad jeg vil bruge mine penge på. Derfor kan fravalg/minimering af dyr take away, sodavand, bland-selv-slik og café-kaffe samt rygestop være prisen for at have råd til at opfylde niveauet om at købe økologiske fødevarer.

Find dit niveau - familie på cykel ude i naturen for at sanke - bevægelse, natur, sanke er alle elementer som styrker den mentale, fysiske og økonomiske sundhed

Frisk luft, motion og grønne fingre er alt sammen godt såvel for vores fysiske som vores mentale helbred.”

Alternative veje til at få flere sunde fødevarer på tallerkenen

  • Sanke i naturen
  • Anlægge en køkkenhave
  • Undlade/skære ned på kødet
  • Spise flere bælgfrugter, som De officielle
    Kostråd anbefaler.

Følg kostrådene og få overskud på begge konti

Der kan være penge at spare på hver enkelt ret ved at spise mere plantebaseret som De officielle Kostråd anbefaler.

Der kan være 7-8 kroner at spare pr. person på en ret som spaghetti og kødsovs, hvis vi skifter al oksekødet ud med linser, og 3-4 kroner, hvis halvdelen af kødet erstattes med linser. For en familie på fem, så er det en besparelse på mellem 15 og 40 kroner på ét enkelt måltid, når vi udelukkende ser på udgifter til kød og ikke alle de andre ingredienser. Besparelsen afhænger naturligvis af råvareprisen, som varierer. Denne beregning er lavet på baggrund af en kilopris på konventionelt oksekød på 80-90 kroner og en kilopris på 40–50 kroner for linser (økologiske).

“Portionsmængder pr. person er henholdsvis 40 g for tørrede linser og 100 g oksekød pr. person for oksekød, og de forskellige portionsmængder bidrager yderligere til besparelsen. Kød svinder nemlig ind, når det tilberedes, mens bælgfrugter svulmer op.”


Sank fødevarer i naturen
Forår, sommer og efterår står naturen klar med råvarer, vi kan bruge i madlavningen. Om foråret byder naturen på spise-lige planter som skvalderkål, ramsløg, brændenælde og mælkebøtteblade, som er stimulerende for leveren. Sommer og efterår kan vi finde de dejligste bær og frugter, spiselige blomster, nødder og svampe. Det kan særligt give gode besparelser at sanke bær og svampe, da de ofte koster en del i supermarkederne.

Gendyrk og undgå spild
Det er virkelig smart at gendyrke og måske særligt, hvis du har begrænset plads til at dyrke dine egne fødevarer. Planter som løg, porre, kål, salat og krydderurter kan gendyrkes. Ved at plante det stykke af løget eller porren, hvor rødderne er, vil en ny plante vokse frem. Sættes stokken på salat eller kål i vand, vil der dannes nye rødder, og herefter kan stokken plantes i jord. Krydderurter, vi køber i supermarkedet, kan plantes i potter og give os krydderurter i lang tid fremover.

Anlæg køkkenhave
I din egen køkkenhave har du frit valg på næsten alle hylder og kan dyrke dine yndlings grønne sager. Har du mulighed for at opbevare din høst, så kan du være selvforsynende med rodfrugter og græskar langt ind i vinteren. Der er naturligvis udgifter forbundet med at anlægge køkkenhave, men frøbyttemarkeder og egen indsamling af frø fra år til år kan reducere udgifterne. Alle disse forskellige muligheder kan bidrage til økonomiske besparelser.

Find dit niveau - en bundt grøntsager fra urtehaven eller gendyrk. Økonomisk sparer vi mange penge på denne metode og det kræver bevægelse at dyrke sine grøntsager

Vores mentale helbred
Frisk luft, motion og grønne fingre er alt sammen godt såvel for vores fysiske som vores mentale helbred. Fællesskabet sammen med andre med samme interesse er en yderligere gevinst, som kan tilføre vores liv ny viden og inspiration og ikke mindst samhørighed med andre mennesker. Er der områder af dit liv, hvor du skal sætte et niveau for at opnå bedre balance på sundheds- og madbudgetkontoen? Jeg har i hvert fald et par områder, som jeg skal have kigget på.


Forrige artikelSpis grønnere og lev længere…

Næste artikelEt rent hjem er mit kærlighedssprog

Trine Vesteraa

Ernæringsterapeut
Skribent på Naturli siden 2012.