Nyheder

Find energien igen: Lær at prioritere med hjertet

8. maj 2017

Mangler du tid eller energi? Ofte skyldes det, at du vil alt for meget! Det handler om at prioritere – for at få plads til andet end pligterne. Og du vil snart opdage, at netop når du vælge ‘det sjove’ først, får du energien til at klare pligterne!

Jeg står gerne ved det: Jeg lader omgivelsernes forventninger styre mange af mine valg og prioriteringer – og jeg er ikke den eneste. Jeg har mødt utallige i både min omgangskreds og blandt mine klienter, som lader sig styre af samvittighed, pligtfølelse og behov for umiddelbar anerkendelse og accept.

Forestillingen om, hvad andre forventer af os, kan få os til at stresse rundt for at leve op til normen – og lukke ned for mere ‘egoistiske’ eller uvante valg. Det er her kæden hopper af! Vi giver ikke os selv en reel chance for at mærke, hvad vi virkelig ønsker og helst vil bruge vores energi, tid og kræfter på. Vi skal altid lige først ordne noget, have styr på noget, hjælpe nogen osv., før vi gør det, som vi (måske) går og drømmer om at bruge vores tid på.

Og før vi aner det, kan vi ende i en nedadgående energi-spiral!

 

Se problemet i øjnene

For at bryde denne vane med at prioritere ud fra forventninger og normer – fremfor behov, der tager hensyn til din lyst og dit hjerte (det du brænder for!) – må du se problemet i øjnene. Det er dit ansvar at vælge det, der giver dig energi – ikke andres.

Det er ikke andre, der skal spørge dig, om du ikke har lyst til at bruge din tid på noget andet. Det er ikke andre, der skal sørge for, at du gør det, der giver dig livsglæde og energi og lyst på mere – af det hele! Det er dig, der skal tilrettelægge dit liv som DU vil – med de afsavn, fravalg og konsekvenser, det så kan indebære. Det er din afvejning.

 

Pas på dig selv – på lang sigt

Hvis du vil have energien tilbage, må du træffe ‘modige’ valg, hvor du tænker mere langsigtet. Ved at træffe valg, der styrker din energi og livsglæde, din inspiration og kreativitet, er du tro mod dig selv og tager ansvaret for dit eget liv.

Ganske væsentligt er det også, at du forebygger flere af de livsstilssygdomme, som mange af os bevæger os på kanten af eller allerede har mærket til: stress, depression, apati/ligegyldighed, manglende selvtillid og svag identitetsfølelse. Hertil kan høre en række fysiske symptomer og sygdomme, f.eks. overspisning, sukkertrang, ‘ulogisk’ træthed, kaffe- eller colaafhængighed. Noget du kender?

 

Brug din energi klogt!

Når du bruger din energi forkert, vil du og din krop forsøge at kompensere – eller direkte forsøge at sætte en stopper for dit ‘misbrug’ af din energi. Du får f.eks. lyst til spise/drikke for at få ‘hurtig energi’, eller du bliver træt, så du måske kan huske at hvile dig.

Du bliver faktisk hjulpet til at træffe nogle sundere og mere langsigtede valg – hvis du ellers vælger at høre efter. Derfor har jeg samlet et par sandheder her, som du kan vælge at leve efter fremover plus lidt nødhjælp.

 


Sandhed 1: God energi giver mere energi!

Energi er en fleksibel størrelse! Når du vælger først at bruge din energi på ting, du reelt ikke har lyst til, eller du ikke føler, giver mening på længere sigt, tærer du på dine reserver. Hvis du ikke umiddelbart efter vender strømmen og begynder at få den gode energi til at flyde, sættes der gang i den negative energi-spiral.

Bliver du ved med at overhøre dine egne behov – eller har du helt mistet evnen til at mærke dem? – vil du ofte tro, at du skal ‘udbedre’ din lave energi med ting, der kræver endnu mere af dig, f.eks. tilberede sunde måltider, løbe flere gange om ugen, gå til akvarel/yoga/finere madlavning …

Nødhjælp 1: Er du først på vej ned i energi, må du aldrig påbegynde nye/større projekter, der kræver selvdisciplin.

Drop samvittigheden og fornuften, som igen er født af normerne og forventningerne fra omgivelserne (og dig selv)!

Du skal i stedet gøre det, der giver energi NU, f.eks. en dejlig lang lur, en lækker massage, høre hele din yndlingsplade eller læse om et emne, der optager dig og stimulerer din kreativitet, idérigdom og livslyst.


 

Sandhed 2: Når du fokuserer på kærlighed og lyst, får du energi til at realisere dit sande potentiale!

Vi er alle afhængige af andre menneskers anerkendelse, men til tider er den baseret på, at du tilfredsstiller deres forfængelighed eller behov for opmærksomhed og hjælp.

Reelt vil denne kortsigtede form for anerkendelse dræne dig og din energi. Gå i stedet efter den anerkendelse, som er langsigtet:

a) Kærligheden fra din familie og nære venner, som også giver DIG, hvad du har brug for, og

b) Din selvagtelse, fornemmelsen for dine særlige egenskaber, hensynet til og accepten af dig selv. Dette langsigtede fokus giver dig en selvtillid – og energi! – der er selvforstærkende. Du skaber en positiv energi-spiral, hvor du bliver i stand til at realisere dine potentialer, dine drømme og interesser.

Nødhjælp 2: For at fastholde den positive energi-spiral må du ind i mellem opgive at få den umiddelbare anerkendelse fra omgivelserne og status i samfundet, på arbejdspladsen, i ‘omgangskredsen’ …

Brug i stedet kræfter på at finde ud af, hvor du vil investere den energi og tid, du har lige nu. Hvor er det langsigtede afkast størst? Hvad er reelt vigtigst for dig – hvilken type anerkendelse, ros og agtelse er den vigtigste for din livsglæde og stolthed ved dig selv?

Begynd din ‘energiopsparing’ allerede i dag! Du kan øve dig i at prioritere ved at skrive ned og nummerere, hvis det giver overblik – men mærk først og fremmest efter! Hvad vil du helst?!

 

Forrige artikel20 år med øje for hudens behov

Næste artikelSøvnapnø truer børns udvikling