Nyheder

Find medicinen i køleskabet

4. september 2013

Føler du dig oppustet? Har du problemer med at sove? Er du deprimeret? Måske bør du kigge i køleskabet i stedet for medicinskabet.

Den mad, du indtager, regulerer hver eneste biologisk funktion i din krop. Så det er naturligvis vigtigt, hvad du spiser. Men selv når kroppen er ude af balance og reagerer ved at gøre dig syg, kan de rette fødevarer gøre dig rask igen.

Oppustethed kureres med frugt

Hvis du føler dig oppustet, kan det være et tegn på for meget natrium i kroppen. Kroppen har brug for natrium fra salt, men vi spiser generelt for meget af det. Oppustethed giver tit sure opstød, og det vælger de fleste at behandle med enten mandler eller pulvre, der kan neutralisere pH-værdien i mavesækken. Det kan være en udmærket løsning, men hvis du virkelig vil gøre noget ved problemet, er vandholdig frugt og grønt et bedre bud. Melon, jordbær, agurk, bladselleri m.v. bidrager til at rense kroppen ud for for høje natrium-koncentrationer.

Mangel på enzymer i tarmen

Men oppustethed kan også betyde, at din tarmfunktion fungerer dårligt. Hvis du har uregelmæssig afføring og døjer med luft i tarmene, når du har spist, kan det skyldes mangel på enzymer til at nedbryde proteinerne i kosten. Her kan enzymholdig frugt hjælpe tarmfunktionen på vej. Papaya, ananas og kiwi er eksempler på frugt, der rummer mange enzymer. Hvis du spiser kiwien med skræl, får du samtidig en masse kostfibre, der kan hjælpe på peristaltikken. Hvis du tager en smoothie med en af de nævnte frugter og et surmælksprodukt nogle gange om ugen, vil du få mere ro i de nedre regioner.

Humørsvingninger og madvaner

Vi kommer ikke uden om det: Morgenmaden er det vigtigste måltid på dagen. Der er ganske vist en af de nye fastekure, der bygger på, at man spiser dagens første måltid klokken 13, men stort set alt kendt forskning viser, at det er en dårlig idé. Britiske forskere har eksempelvis fundet ud af, at mennesker, der ikke spiser morgenmad, klarer sig dårligere i hukommelsestests end dem, der spiser morgenmad – og de er også trættere ved middagstid.

Når hjernen fungerer dårligt, og du føler dig træt og uoplagt, vil dit humør også ryge op og ned.

Den bedste morgenmad indeholder kostfibre, der kan give din hjerne glucose i stabile mængder, proteiner, der kan stabilisere blodsukkeret og give dig en mæthedsfornemmelse – og et par antioxidanter fra frugt eller grøntsager. Så de grovvalsede havregryn med frisk frugt, bær, mandler og en mager mælk er et godt bud. Der er dog ikke så mange proteiner i et enkelt glas mælk, så et surmælksprodukt eller et æg kan være godt at supplere med, hvis maven ikke skal knurre før efter 12.

Men deprimerende tankemønstre kan også skyldes mangel på selen. Selen bruges til at danne hormoner i skjoldbruskkirtlen, som styrer både stofskifte og humør. Der er selen i bl.a. æg, kalkun og tun.

Spis løg mod hudproblemer

Akne hos voksne mennesker kan skyldes inflammation, som bedst kurreres med de antioxidanter, der findes i løg og andre svovlholdige grøntsager. Svovlen bidrager nemlig til at skabe det lille peptid glutathion, der findes i alle kroppens celler, og som modvirker inflammation. Forskning har vist, at mennesker med akneproblemer ofte har et lavt niveau af glutathion i huden.

Løgene er mest virksomme, hvis du spiser dem rå, så snit dem fint og put dem i salatskålen.

Søvnproblemer kan skyldes sult

Det er velkendt, at du skal undgå at spise for tæt på sengetid, fordi det kan give problemer med at falde i søvn. Men det kan have den modsatte virkning, hvis du holder for stædigt fast i den regel. En knurrende mave kan også holde dig vågen.

Så det gælder om at tage toppen af sulten en halv til en hel time før du går i seng. Men du skal ikke gøre dem franskbrød og leverpostej. Du har brug for langsomme kulhydrater, der stabiliserer blodsukkeret. Tag eksempelvis en håndfuld mandler sammen med en banan.

Kirsebær kan hjælpe med søvnen

Et glas kirsebærjuice kan også være virksom mod søvnproblemer. Ganske vist kan det næppe tilrådes med et stort glas lige før sengetid, da frugtsukkeret kan få dit blodsukker til at hoppe og danse, men forskning har vist, at kirsebærjuice fra kirsebærsorten Montmorency kan stimulere produktionen af cytokiner, der hjælper med at regulere søvnen. Endvidere er denne sort rig på melatonin, som er det hormon i kroppen, der indstiller dig på, at du skal sove.

Kilder (læs mere): CNN.com, bodylab.dk

Forrige artikelValg af æg handler mest om etik

Næste artikelBlomst forlænger livet