I den mørke tid kan frosne grøntsager være et godt valg, fordi mange af de ferske er alt for vitaminfattige.
Frosne grøntsager opfattes ofte som et knap så godt produkt som friske, ferske grøntsager. De ferske er da også de mest vitaminholdige i sommermånederne, men når dagene bliver kortere, kan de frosne være et godt supplement. Det viser en norsk undersøgelse.
I dag kan man få de fleste grøntsager året rundt, men en række af dem har været længe undervejs i kølercontainere, så indholdet af c- og b-vitaminer i den grønne asparges slet ikke er det samme, som da den grønne stilk forlod en mark i Chile.
Frosne grøntsager er frosset ned umiddelbart efter høstning, og dermed bevares de fleste vitaminer og næringsstoffer.
Den norske undersøgelse bygger på forsøg med både friske og frosne bønner, hvor man testede indholdet af c-vitaminer og antioxidanter. Bønnerne på frost blev varmebehandlet, frosset og transporteret før de blev testet, mens de friske bønner blev testet lige efter høsten. Resultatet var meget overraskende, fordi de friske og frosne bønner havde lige mange vitaminer og antioxidanter.
Da friske grøntsager ofte er flere dage om at nå til supermarkedet, kan der let være flere vitaminer i de frosne. Men hvis man vælger årstidens grøntsager, er de ferske dog alligevel at foretrække. Både smag og tekstur er en del bedre, og glæden ved grøntsager kan jo lettere få dig til at spise flere. Frosne grøntsager er sjældent det mest inspirerende bekendtskab.
Men husk under alle omstændigheder at behandle grøntsagerne nænsomt. Undlad at koge dem, og tilbered dem helst med skræl, hvis de skal dampes. Skrællen kommer let af efter tilberedningen, men ”indpakningen” kan fastholde vitaminerne under tilberedningen.
Det er også en god idé at begrænse opskæringen af grøntsagerne. Hvis du skærer guleroden i mange stykker, er der mere overflade, hvor vitaminerne kan nedbrydes. Så tilbered så vidt muligt grøntsagerne hele og skær dem i stedet ud umiddelbart før servering.
Forrige artikelNatarbejde øger risiko for sclerose
Næste artikelHelseteket: Stærk plante mod udbredt sygdom