Opskrifter

Fish’n’ chips med ærtemos – helt uden fisk

Foto: Politikens forlag
3. september 2020

En grøn og sund udgave af den fede, engelske spise, Fish’n’ chips. Find opskriften fra bogen, “Hverdags vegetar”, af Ditte Ingemann.

Vegansk

Det skal du bruge

“Fiskepinde”:

ca. 600 g knoldselleri renset vægt

200 g hvedemel

1 tsk løgpulver

1 tsk hvidløgspulver

1 tsk tørret dild

salt og peber

3½ dl lys øl, fx pilsner

olie til fritering, fx solsikkeolie

Kartofler:

500 g små kartofler

4 spsk olivenolie

salt

Ærtemos:

5 dl ærter fra frost

1 moden avocado

40 g usaltede cashewnødder

2 håndfulde basilikum

2 fed hvidløg

saft fra ½-1 citron

sort peber og salt

Sådan gør du

Dette er fish’n’ chips i en 100 % plantebase – let udgave – fisken er nemlig udskiftet med knoldselleri, og det kan klart anbefales.

Kog kartoflerne i saltet vand, til de er møre. Dræn dem og lad dem køle en smule af, mens du går i gang med det øvrige.

Rens og skræl sellerihovedet. Skær det ud i ca. 6 store skiver med en tykkelse på ca. 1½ cm og skær skiverne ud i lange stave på ca. 2 cm. Kog stavene i letsaltet vand i ca. 4 minutter, så de bliver en anelse møre. Kom mel i en skål sammen med løg- og hvidløgspulver, dild, salt og peber og pisk langsomt øl ind i dejen, indtil den er lind.

Varm olie op i en stor gryde. Når olien små-syder, når man stikker enden af en tændstik eller trægrydeske i den, er den klar til brug (ca. 180 grader).

Vend herefter selleristykkerne i dejen og kom dem forsigtigt ned i olien – lad dem fritere, indtil de er gyldne og sprøde. Friter ikke for mange stykker ad gangen, for så mister olien temperaturen. Tag stykkerne op med en hulske og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Krydr herefter med salt.

Giv de kogte kartofler et let tryk og steg dem gyldne og sprøde på en pande i olie – krydr dem godt med salt.

Kom de optøede ærter i en foodprocessor sammen med de øvrige ingredienser til mosen, blend det til en ensartet konsistens og smag til med salt og citronsaft.

Fra bogen, “Hverdags vegetar”, af Ditte Ingemann.

Forrige artikelBørns hjernefunktion styrkes af at spise fed fisk

Næste artikelFalafelbowl med bulgur & krydret tahindressing