Fisk, blåbær, nødder og chokolade er hjernemad – kogebogen 'Food for brains' er spækket med lækre opskrifter med fødevarer, der vurderes at være særligt gavnlige for hjernen.
Oprindelig var den tiltænkt børn med spastisk lammelse, men den nye kogebog 'Food for Brains', som er udviklet i et samarbejde mellem kokke og hjerneforskere, kan bruges af alle, der gerne vil holde hjernen i form.
Fede fisk er godt for hjernen. Det samme gælder bl.a. grove grøntsager og frugt – især blåbær – nødder, frø og korn foruden æg, råsukker og forskellige krydderier.
De og en lang række andre fødevarer er nemlig alle rige på stoffer, som styrker hjernen, både den raske hjerne og den hjerne, der er skadet enten fra fødslen eller på grund af f.eks. en blodprop.
Nu har kokkene Mikkel Maarbjerg og Nikolaj Kirk i samarbejde med to hjerneforskere fra Københavns Universitet, professorerne Bente Kiens og Jens Bo Nielsen, udarbejdet en kogebog med hjernerigtig kost og titlen 'Food for Brains'.
Bogen indeholder foruden opskrifter til både morgen, middag og aften også afsnit om hjernens funktion og årsagen til, at visse fødevarer vurderes at være særligt gavnlige for hjernen.
Initiativet til projektet kommer fra Helene Elsass Center, der blev etableret i 2004 med det formål at fremme udvikling og forskning for børn og voksne med spastisk lammelse. Og bogens oprindelige målgruppe var da også alene spastisk lammede børn og deres forældre.
“Men bogen henvender sig i lige så høj grad til øvrige børnefamilier foruden behandlere, pædagoger, specialundervisere og ansatte inden for sundhedssektoren”, siger centrets direktør, Peder Esben Bilde.
Bogen sætter også fokus på betydningen af fysisk aktivitet i kombination med hjernerigtig ernæring:
“Denne viden er vigtig at få formidlet til alle, som ønsker at genskabe, opbygge og vedligeholde hjernens sundheds og funktion samt bedre deres generelle helbredstilstand”, siger professorerne Jens Bo Nielsen og Bente Kiems, som i flere år har arbejdet tæt sammen med Helene Elsass Center.
Fire hjernerigtige fødevarer:
Fisk indeholder en sammensætning af fedtsyrer, der er gavnlige for hjernen og bl.a. ser ud til kunne beskytte imod blodpropper i hjertet og hjernen.
Kaldet på engelsk “brain-berries”. Det høje indhold af flavonoider – antioxidanter – beskytter hjernen og menes at kunne udsætte aldersforandringer i forskellige vævstyper, herunder hjernen. Forsøg har bl.a. vist, at indtagelse af blåbær gør rotter bedre til at finde vej gennem en pyramide.
Har et stort indhold af Omega-3-fedtsyrer, vitamin E og antioxidanter, der alle har betydning for hjernens funktion.
Fremstilles fra kakaobønnen og er meget rig på flavonoider, som er antioxidanter, og som er sat i forbindelse med reduceret risiko for blodpropper i hjertet og hjernen – og som muligvis også modvirker udviklingen af demens.
Kilde: Fri.dk
(oprettet 15. oktober 2009)