Nyheder

Fiskeolie hjælper mod skizofreni

11. august 2015

Fiskeoliens omega 3-fedtsyrer er gode for hjernen. Et nyt studie konkluderer, at det sunde kosttilskud tilmed kan forebygge psykoser hos unge med skizofreni.

Det er en vigtig opdagelse, australske og østrigske forskere har gjort: Bare 12 ugers behandling med fiskeolie kan nedsætte risikoen for, at unge mennesker udvikler psykoser.

Forskerne fulgte en gruppe unge, der var i risikogruppen for at udvikle psykoser. Halvdelen fik fiskeolie, mens kontrolgruppen fik placebo.

Fiskeolien nedsatte risiko for psykose

Efter syv år havde 40 pct. af personerne i placebogruppen udviklet en psykose, mens det kun var tilfældet for 10 pct. i gruppen, der fik fiskeolie. Men der var altså allerede en målbar effekt efter 12 uger.

Resultatet er yderst signifikant.

– Den forebyggende behandling er en ‘game changer’, der formentlig kommer til at gavne mange unge, der er disponerede for at udvikle psykoser. Samtidig har behandlingen nærmest ingen bivirkninger – i modsætning til psykofarmaka – og vil derfor ikke forårsage skade på folk, der alligevel ikke ville have udviklet en psykose, skriver studiets hovedforfatter, professor Paul Amminger fra University of Melbourne, i en mail til Videnskab.dk.

Fiskeolie som forebyggende kosttilskud

Danske forskere er også meget begejstrede for opdagelsen.

– Det er meget tankevækkende, at man med noget så simpelt og sundt som fiskeolier kan lave en forebyggende behandling, der virker så godt. Hvis man kan give unge mennesker fiskeolier frem for psykofarmaka og derved undgå, at de udvikler psykoser, vil det være fantastisk. Da fiskeolier er sunde generelt, mener jeg, at man bør tage konsekvensen af undersøgelsen her og give fiskeolier til unge mennesker, som man har identificeret som værende i risikogruppen for at udvikle psykoser, siger professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup til Videnskab.dk.

Omega 3 er vigtig for hjernen

Flere steder i udlandet er man med baggrund i det nye studie gået i gang med at bruge fiskeolie i den forebyggende behandling af psykoser.

Det er ikke nogen enorm overraskelse, at omega-3 kan have en betydning for psykoser. De sunde fedtsyrer er nemlig vigtige for udviklingen og funktionen af det neurale netværk. Studier har tidligere vist, at mangel på omega-3 kan øge risikoen for mentale sygdom. Fedtstoffet har også en antiinflammatorisk effekt i hjernen, beskytter hjernecellerne og har en indflydelse på niveauet af dopamin i de regioner af hjernen, der er relevante for skizofreni.

Forskerne bag det nye resultat er ved at undersøge, om omega-3 kan have en effekt på unge mennesker med depression.

Kilde: videnskab.dk

Forrige artikelFem måder til hjernemotion

Næste artikelBlomsterremedier: Har du mandag morgen-blues?