Nyheder

Fiskeolie kan hjælpe kræftpatienter

8. marts 2011

Mange kræftpatienter døjer med et stort vægttab. Fiskeolie kan hjælpe dem med at tage på.

Fiskeolie mod kræft

Det er nye forskningsresultater fra University of Alberta i Canada, der viser fiskeolies gavnlige effekt på kræftbehandling. Den øgede kropsvægt og styrke kan også bidrage til at bekæmpe kræften.

Den første undersøgelse blev gennemført med 15 kræftpatienter, der fik daglige tilskud af fiskeolie og en kontrolgruppe på 31 patienter, der ikke fik de sunde olier. Alle 46 patienter var i kemoterapi for lungekræft, og man undersøgte effekten af kemoterapien hos patienterne over et forløb på et år. Blandt de patienter, der fik fiskeolie, blev kræftsvulsten mindre hos hele 60 pct., mens det tilsvarende kun skete hos knap 29 pct. i kontrolgruppen.

Fiskeolie fastholder vægt

Undersøgelsen viste altså, at chancerne for en succesfuld kemoterapi blev højere, når patienterne samtidigt tog fiskeolie. Det er altså ikke fiskeolien i sig selv, der helbreder kræft, men det er vægtforøgelsen og den reducerede svækkelse, der hjælper patienterne.

Ifølge de canadiske sundhedsmyndigheder kan et sted mellem 20 og 40 pct. af alle kræftrelaterede dødsfald reelt tilskrives det vægttab og følgende svækkelse, som kemoterapien bidrager til. Derfor har der været god grund til at forske i, hvordan man kan fastholde patienternes vægt og styrke under sygdomsforløbet.

Kræftpatienter blev stærkere

Ved en senere undersøgelse lod man 16 lungekræftpatienter tage fiskeolie, mens 24 tilsvarende patienter undlod.

Forskerne fandt ud af, at 69 pct. af de patienter, der tog fiskeolie, bevarede og udbyggede muskelmasse, mens blot 29 pct i kontrolgruppen opnåede samme resultat. Patienterne, der ikke tog fiskeolie, mistede i gennemsnit 2,3 kg i vægt, mens patienterne på fiskeolie i gennemsnit fastholdt deres vægt.

Forskerne mener, at resultaterne sagtens kan overføres på andre patientgrupper, der mister vægt under sygdomsforløbet. Både patienter med andre kræftformer end lungekræft eller andre kroniske sygdomme kan have glæde af fiskeolien. Også gamle mennesker kan modvirke tab af muskelstyrke, hvis de tager en daglig dosis af de vigtige omega-3-fedtsyrer, siger forskerne.

www.ualberta.ca

Forrige artikelSov dig til et bedre helbred

Næste artikelNærvær mindsker alkoholproblemer