Nyheder

Fiskeolie kan måske forebygge astma

30. juli 2008

Hvis mødrene tager fiskeolie i graviditeten, kan det muligvis have meget gunstig virkning på deres børn.

Fiskeolie, et af de mest udbredte og populære kosttilskud, har måske en spændende og langtidsholdbar virkning – som forebyggelse af astma. Nye studier tyder nemlig på, at et øget forbrug af omega-3-fiskeolie i sidste tredjedel af svangerskabet kan have en vis beskyttende virkning mod astma hos det nyfødte barn i mange år efter fødslen. Børnenes risiko for at udvikle astma var 63 procent mindre end forventet. Over 500 kvinder undersøgt Bag undersøgelsen står en gruppe forskere fra Statens Serum Institut og universiteterne i Århus og København. I 1990 trommede de en gruppe på over 500 gravide kvinder sammen og delte dem op i tre grupper. Den ene fik fiskeolie, den anden olivenolie som kosttilskud. Den tredje gruppe spiste intet kosttilskud. Formålet med forskningsprojektet var at undersøge, om fiskeolie kunne nedsætte risikoen for at føde for tidligt samt risikoen for, at barnet blev født med for lav fødselsvægt. Begge teorier viste sig at holde stik: Mødrene fra fiskeoliegruppen øgede i gennemsnit længden af deres svangerskab med fire dage, ligesom deres spædbørn i gennemsnit vejede 100 gram mere end forventet. Risiko mindsket med 63 procent Men det skulle vise sig, at undersøgelsen havde endnu et vigtigt budskab til de tålmodige forskere. Da børnene 16 år senere blev kaldt til undersøgelse igen, afsløredes det, at 'fiskeoliemødrenes' børn havde 63 procent mindre risiko for at udvikle astma end forventet. Det resultat sås ikke hos nogen af de andre børn. Mulige forklaringer Spørgsmålet er – hvorfor? »Rent biokemisk tyder meget på, at omega3-fedtsyrerne i fiskeolie har en positiv virkning på immunsystemet, og at det hele måske grundlægges allerede i fostertilværelsen«, siger lederen af undersøgelsen, Sjurdur F. Olsen, seniorforsker ved Statens Serum Institut og adjungeret professor i ernæring ved Harvard University, til politiken.dk. En anden forklaring på, at fiskeolie måske beskytter fosteret mod at udvikle astma senere i livet, kan også være oliens evne til at forlænge varigheden af graviditeten. Det vides nemlig, at for tidligt fødte børn har en større risiko for at udvikle astma. Måske, siger forskerne, er netop den sidste del af svangerskabet det 'kritiske' tidspunkt, hvor omega-3-fedtsyrerne har den astma-beskyttende effekt. For tidligt med anbefalinger Selv om det danske forskningsresultat ligger fint i tråd med tidligere undersøgelser, vil forskerne vil dog endnu ikke gå ud med en officiel anbefaling af at tage fiskeolie i svangerskabet. »Før det eventuelt kan ske, skal andre forskere kunne bekræfte vores resultater, ligesom teorien skal afprøves i en endnu større skala end vores«, siger Sjurdur F. Olsen. Den danske forskning er et led i det store EU-støttede EARNEST-projekt, der beskæftiger sig med langtidsvirkningen af tidlig ernæring. Den videnskabelige artikel er netop offentliggjort i tidsskriftet the American Journal of Clinical Nutrition.
Kilde: Politiken

Forrige artikelGåture beskytter masaier mod hjertesygdomme

Næste artikelFedme-gen forhindrer mæthed