Krop

Fiskeolie og hjerteflimmer?

Du bør fortsætte med at tage dit omega-­3 tilskud til gavn for din generelle sundhed.

Foto: Shutterstock
24. april 2022

Du bør fortsætte med at tage dit omega-­3 tilskud til gavn for din generelle sundhed.

Vi kunne tidligere på året læse artikler med overskrifter som ”Fiskeolie kan give hjerteflimmer”. Artiklerne er baseret på forskningsresultater, der viser, at tilskud af fiskeolie potentielt skulle kunne øge risikoen for hjerteflimmer. Hjerteflimmer eller atrieflimren er betegnelsen for en forstyrrelse i hjertets elektriske rytmesystem.

Mange danskere mangler omega-3 og tager et dagligt af tilskud af fiskeolie. Derfor kan sådanne overskrifter skabe utryghed. Men tilstrækkeligt omega-3 har stor betydning for vores generelle sundhed. Udfordringen er blot, at der er stor forskel på kvaliteten, koncentrationen og doserne af de fiskeolie – eller omega-3 tilskud, der udbydes i forretningerne og anvendes i forskningsprojekterne.

Skeptisk norsk forsker

Læge og kardiolog Peder Langeland Myhre fra Oslo Universitet sår i en af artiklerne tvivl om fiskeolies mange påståede gavnlige effekter. Han mener for eksempel ikke, at fiskeolietilskud er så godt for hjertet, som vi i mange år har troet. I det medicinske tidsskrift Circulation konkluderede Myhre for nylig, at tilskud af fiskeolie potentielt kan øge risikoen for hjerteflimmer, især blandt overvægtige, ældre og mennesker med for højt blodtryk.

Deltagerne i studiet var patienter i alderen 70-82 år. Halvdelen fik 1,8 g opkoncentreret fiskeolie igennem to år, den anden halvdel placebo. Undersøgelsen viste ingen effekt ift myokardieinfarkt, men en ikke-signifikant stigning i arytmier på 0,06. Undersøgelsen er blevet kritiseret, fordi den har for lille statistisk signifikans til, at der reelt kan drages konklusioner.

En anden undersøgelse omfatter en gruppe ældre hjertesyge patienter. Her blev givet hele 4 g opkoncentreret fiskeolie dagligt, og her var heller ingen hverken gavnlig eller negativ effekt ifht hjertekarsygdom.

Unødig utryghed

Der er udarbejdet så mange studier indenfor dette emne – fiskeolie og hjertesygdom – og de har foranlediget konklusioner, der stritter i alle retninger. Der er faktisk lige så mange studier, hvis ikke flere, der konkluderer lige det modsatte af ovennævnte, nemlig at tilskud af lavdosis omega-3 ikke fører til hjerteflimmer, men i stedet ser ud til at reducere dødeligheden blandt patienter med myokardieinfarkt.

Ovenstående overskrifter, forsider og statements er derfor med til at skabe utryghed. De fører mig også frem til at efterlyse, at der i højere grad ses på kvaliteten, koncentrationen og doserne af de fiskeolietilskud, der anvendes i forskningsprojekter og som sælges i forretningerne. I flere af de ovennævnte studier er der givet tilskud af opkoncentrerede fiskeolier på doser imellem 1,8 og 4,0 g dagligt. Et metastudie konkluderer, at så store mængder faktisk kan være risikabelt og i sig selv netop føre til hjerteflimmer.

Balance er nøgleordet, når det kommer til omega-3 og omega-6 fedtsyrer. Indtag af højdosis opkoncentrerede fiskeolier ser i andre studier ud til netop at kunne skabe unødig ubalance.

Tager du naturlige, ikke-opkoncentrerede omega-3 til- skud i de anbefalede doser, så kan du holde den fine balance og dermed sikre din krop de livsvigtige og livgivende fedtsyrer.

Forrige artikelFysisk fight mod smerterne

Næste artikelNår livet gør ondt – fra krise til udvikling

Anette Harbech Olesen

Mad- og sundhedskonsulent
Skribent på Naturli siden 2013.