Mange forbinder ferie med afslapning, daseri, masser af god mad, alkohol samt sene sengetider. Ferien åbner dog også mulighed for, at man kan leve et mere aktivt liv, end man normalt gør, og dermed få gang i en ny aktiv livsstil.
Den ekstra tid og det gode vejr giver mulighed for en lang række aktiviteter. Naturli har i anledning af den forestående sommerferie fundet 10 forslag til, hvordan du kan forvandle din daseferie til en aktiv ferie – uden at du går glip af fornemmelsen af at have holdt fri. Vi har forsynet vores forslag med henvisninger til hjemmesider, så du hurtigt kan finde mere inspiration til din aktive ferie.
Hvis du har mod på en uge med masser at motion og socialt samvær, så overvej et ophold på en af de danske idrætshøjskoler. De fleste idrætshøjskoler udbyder sommerkurser med et aktivt indhold. Kurserne varer typisk en uge, og indholdet kan være alt fra, at man ”specialiserer” sig i en enkelt idrætsgren til, at man afprøver en række forskellige motionsformer i løbet af ugen. Mange af idrætshøjskolerne tilbyder desuden kurser, som er skræddersyet til børnefamilier. Et sommerkursus på en idrætshøjskole er derfor også en god mulighed for aktivt og intenst samvær med familien. De forskellige idrætshøjskolers hjemmeside kan findes via denne: www.folkehojskoler.dk/hoejskoler
En suveræn aktivitet er at sejle en tur på havet i en havkajak. Havkajakker fås med plads til to, så man kan godt have børn med. Indtil man bliver fortrolig med kajakken, bør man naturligvis holde sig på lavt vand, ligesom man bør sætte sig grundigt ind i sikkerhedsprocedurer, før man sejler ud. De fleste kajakklubber udbyder desuden begynderkurser til billige penge, hvilket giver en sikker start på sejlads i havkajak. Du kan finde mere om havkajaksejlads på hjemmesiden: www.kajakzonen.dk/kajak-links
Mange ryster på hovedet, når golf omtales som sport, og mener i stedet, at det er en aktivitet for ”overklassen”. Golf er med 150.000 udøvere netop blevet det næststørste forbund under Dansk Idrætsforbund, så nogen overklassesport, kan man vel næppe kalde det længere. At golf også bør betragtes som en god motionsform, understreges af resultaterne fra en ny amerikansk undersøgelse. Her så man nærmere på, hvor mange skridt man går under en 18 hullers golfrunde, ved at lade en gruppe golfspillere gå med en skridttæller på seks forskellige golfbaner. Under runderne gik golfspillerne mellem 10.000 og 12.000 skridt. Dvs. at 18 hullers golf resulterer i, at Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at man skal gå mindst 10.000 skridt om dagen er opfyldt.
Inden du betaler fuldt kontingent i en golfklub, kan du i de fleste klubber starte med et prøvemedlemsskab, eller du kan opsøge de såkaldte ”pay and play” baner, hvor man mod et beskedent engangsbeløb kan leje udstyr og spille en dags golf. Du kan finde en oversigt over ”pay and play” på: www.payandplay.dk
Løb er en effektiv træningsform og har samtidig den fordel, at man kan løbe, når det passer en. Derudover kræver løb ikke alverden til udstyr.løbesko kan nemt medbringes, hvis du skal ud at rejse i ferien. Samtidig kan du løbe ture, uanset om du skal på charter eller storbyferie.
Det er desuden dejligt motiverende at løbe nye ruter, og det giver altid en god løbetur, hvis man undervejs passerer f.eks. Eiffeltårnet eller en lækker Middelhavs marina.
Når vejret er til det, er cykling en fremragende motionsform. Nye tal fra sundhedsstyrelsen viser, at vi cykler stadigt mindre. F.eks. er der i dag 30 pct. færre børn, som cykler i skole, end der var for bare 15 år siden. Det er derfor ikke for tidligt, at vi igen får fundet cyklen frem og klargjort den – også til børnene. Du kan finde gode cykelruter på nettet eller spring ud i en ferie med garanteret motion – nemlig en cykelferie. Du kan finde ruter samt gode råd om planlægningen af en cykelferie på: www.dcf.dk
Stranden er et fremragende sted i ferien, hvor der kan laves masser af aktiviteter. Udover badning inviterer stranden jo nærmest til beachvolley, frisbee og strandtennis. I beachvolley er der to på hvert hold, og der spilles bedst af tre sæt, hvoraf de første to spilles til 21 point og det sidste til 15 point. Der kræves en særlig beachvolleybold, som kan erhverves fra ca. 150 kr, mens det er væsentligt dyrere at købe et net. Det er derfor en fordel at finde steder, hvor der allerede er baner, man kan benytte. Du kan finde mere om beachvolley på: www.sportspladsen.dk
Udover at en frisbee kan bruges på stranden, har en forholdsvis ny frisbeevariant set dagens lys i Danmark. Spillet kaldes Disc golf og er i princippet golf med en frisbee.
I stedet for at målet er et hul, kaster man i stedet efter en kurv. Disc golf er en god familie aktivitet og kan spilles gratis flere steder i landet. Det er dog en god ide at anskaffe sig en ”rigtig” frisbee, som kan købes gennem en frisbeeklub – den koster fra ca. 100 kr. Det kan godt betale sig, da man får en frisbee, som er langt bedre end en frisbee, du typisk køber i legetøjsforretninger, og derfor er den langt sjovere at spille med. Du kan finde mere på: www.frisbee.dk
Det er blevet meget populært at løbe på inliners (rulleskøjter), og man ser folk i alle aldre rulle af sted. Der er ingen tvivl om, at det både er glimrende konditions- og koordinationstræning at løbe på inliners, og langt de fleste børn elsker det. Find en passende rute med god asfalt og sørg for at få anskaffet det nødvendige sikkerhedsudstyr (som minimum hjelm, knæbeskyttere og håndledsbeskyttere). Du kan opmåle din rute her: www.motion-online.dk/rutemaaler
Det er altid sjovere at deltage i et rigtigt motionsløb frem for at løbe en tur på egen hånd. Der findes masser af gode motionsløb i Danmark. Find et løb, der passer dig og tag evt. børnene med – de vil helt sikkert synes, det er sjovt at deltage. Du kan finde en oversigt over danske motionsløb på: www.motionslob.dk/oversigt
Cirkeltræning er en klassisk træningsform, hvor man ”cirkulerer” mellem en række øvelser adskilt af korte pauser. Træningsformen nyder i øjeblikket fornyet popularitet, og netop nu er det en af de store diller i den kommercielle fitnessverden. Flere af de store udstyrsproducenter har således udviklet særlige produktlinjer til denne slags træning. Det smarte ved cirkeltræning er imidlertid, at man slet ikke behøver udstyr for at opnå forbedringer af både styrke, kondition og fedtforbrænding. Og det ved helt almindelige øvelser som mavebøjninger, englehop, knæløft m.m.
Yderligere er cirkeltræning en ekstremt tidseffektiv træningsform. Et cirkeltræningsprogram kan f.eks. bestå af 6 øvelser, hvor man arbejder 30 sek. ved hver øvelse, og så holder 15 sek. pause før næste øvelse. Sådan kører man f.eks. fire runder. Du kan se mere om cirkeltræning på: www.motion-online.dk