Nyheder

Fjernsyn mod stress

29. juli 2014

Kan du godt lide at slappe af foran tv’et i sofaens bløde aftryk? Det er måske slet ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Det kan hjælpe mod stress.

Tossekassen eller flimmeren – fjernsynet har igennem tiderne fået en del øgenavne. For selvom godt tv kan gøre os klogere, er det en udbredt opfattelse, at tv-kiggeri mest bidrager til fedme og passivitet.

Afslapning foran tv’et kan afhjælpe stress

Nu har tyske forskere undersøgt fjernsynets eventuelle indvirkning på stress, og her viser det sig, at afslapning med favoritserien eller en god film kan være godt for mængden af stresshormoner i blodet. Det gør os bedre til at håndtere stress, når vi ikke sidder så længe, at det giver os dårlig samvittighed.

Underholdning kan distrahere os, når arbejdet fylder for meget i hovedet. Den kan få os til at slappe af, og det gør det lettere at restituere mentalt efter en hård dag på jobbet. Et studie af 471 testpersoner viste, at afslapning med spil eller tv efter dagens dont højnede de kognitive præstationer dagen efter.

Ikke alle har gavn af tv-kiggeri

Men de tyske forskere fandt også ud af, at det ikke er alle, der får noget positivt ud af tv-kiggeriet. De testpersoner, der var mest nedslidte efter skole eller studier, havde en tendens til at opfatte tv-tiden som spildt tid. Det gav dem dårlig samvittighed, og dermed gik de positive effekter tabt.

– Vi begynder at se på medieforbrug som en årsag til svækket viljestyrke. Med den konstante adgang via smartphones, pc og tablets, virker det mere som en byrde og en stressfaktor end en helbredende ressource. Overdrevet medieforbrug er selvfølgelig også en årsag til stress, men en kombination af medieforbrug og andre sociale, kulturelle og sportslige aktiviteter giver optimal velvære, siger Leonard Reinecke, der er assisterende professor på Johannes Gutenberg Universität i Mainz og medforfatter til studiet.

Kilde: Forskning.no

Forrige artikelSpis sulten væk

Næste artikelCitron: En god ven i sommervarmen