Liv

Flemming Enevold: Tre spor til et bedre liv

27. juni 2022

Livets lyse og mørke sider er noget, skuespilleren Flemming Enevold kender til. Han har hele livet levet med diagnosen maniodepressiv, men opfatter i dag sig selv som helbredt takket være de tre spor, han har fulgt.

Da skuespilleren Flemming Enevold var ganske ung, fik han første gang stillet diagnosen ‘maniodepressiv‘. Dengang vidste han knapt nok hvad det betød, men han syntes, det var pinligt og skamfuldt. I dag, 40 år senere, er det en helt anderledes Flemming Enevold, vi møder. Han har lært at leve med diagnosen i en sådan grad, at han faktisk mener, at han ikke længere er maniodepressiv. Han er, ved siden af sit arbejde som skuespiller, i gang med en seks år lang uddannelse til psykoterapeut på Vedfelt Instituttet, og er så langt i forløbet, at han selv har klienter. Alle mulige mennesker; unge med diagnoser eller ‘ondt i livet’, som han kalder det, andre, der blot søger et større selvkendskab og mennesker med stress. – Sådan nogle, som mig selv, siger han.

– For at være en god psykoterapeut, skal du have en rem af huden. Man skal have set sine egne dæmoner i øjnene. Og det har Flemming Enevold i høj grad. Gennem hele sin karriere har han levet med sin sygdom. En sygdom, der, som han udtrykker det, oftest er kommet til udtryk i sin maniske form. Han har lidt af en udtalt ‘arbejdsnarkomani’, har slidt og slæbt, levet og åndet for sit arbejde, for teatret, og stillet kolossale krav til sig selv og sine omgivelser. Men der har også været depressive perioder, med dybe, mørke huller. Da han efter 13 år i spidsen for Gladsaxe Teater, sagde op, blev han ramt af en nedtur. Han manglede det daglige ‘kick’, han fik af arbejdet på teatret, der i den grad var hans liv og identitet på det tidspunkt.

Maniodepressivt forbillede

– Kroppen producerer jo en utrolig mængde af forskellige hormoner, når man ‘knokler på’, og flere af dem er stærkere end morfin. Så jo, det er reelt en form for narkomani. Og der fulgte en kæmpe nedtur for mig bagefter. Man kan sige, at jeg kom på ‘arbejdsnarkomani antabus’, siger Flemming og griner.

I øjeblikket er Flemming Enevold aktuel på Park Café i København, hvor han optræder med sit eget natklubshow “Sinatra Nights”. Sammen med et 14 mands Big Band fortolker han en stribe af Frank Sinatras største hits og hele caféen er til lejligheden omdannet til en natklub i ægte New Yorker 1950’erne stil. Det er et projekt, han selv står bag, i samarbejde med Jeppe Wad fra Park, og han håber, at kunne genskabe en tradition i det Københavnske natteliv, som praktisk ikke har eksisteret i de seneste 40-50 år.

– Stilen er 100 pct. gennemført, og jeg håber da, at publikum vil spille med og lufte de lange kjoler og smokingen, siger han og trækker så en direkte parallel mellem Frank Sinatra showet og vores samtale om sindets mørke og lyse sider.

– Frank Sinatra var maniodepressiv. Det lagde han aldrig skjul på. Han udtalte engang i et interview: “I am a 24 carat maniodepressiv!”. Jeg tror, at mange kunstnere har ’noget’ i deres sind. Der er rigtigt mange, som har noget ‘sjovt i deres væsen‘, som er med til at give dem det talent, de har, og gøre dem til det, de er. I stedet for at sige, at de lever på kanten af en sygdom, hvilket mange formentlig gør, siger vi, at de har en ‘stor personlighed’.

I Frank Sinatras tilfælde kom denne ‘personlighed’ bl.a. til udtryk i et fuldkommet umådeholdent forbrug af sprut, sex og ’det vilde liv’. Og som et utal af store kunstnere betalte han en stor pris.

– Da jeg var ung, besluttede jeg, at den pris ville jeg ikke betale. Jeg ville have en familie. Jeg ville have børn. Jeg ville være ansvarlig og til stede. Men jeg vidste også, at hvis det skulle lykkes, så skulle jeg gøre noget for at dæmpe min maniodepressivitet, siger Flemming Enevold.

Motion mod det maniodepressive

Flemming Enevold fortæller om de tre spor, han har fulgt gennem det meste af sit liv, som har gjort det muligt for ham at leve med sin diagnose.

Som ung læste han om, hvordan man på Sct. Hans Hospital i Roskilde havde opnået gode resultater med stærkt psykisk syge patienter ved hjælp af motion. Man behandlede dem ved, at de løb op til syv til ti kilometer hver dag. Flemming Enevold begyndte selv at løbe og cykle, og han har været motionstosset lige siden. På den måde har han aldrig været bange for at udforske sine muligheder.

– Som barn var jeg en rebel. Jeg var fuldkommen umulig. Jeg blev smidt ud af skolen flere gange. I dag ville man nok kalde mig et dampbarn, men dengang stillede man ikke så mange diagnoser. Jeg var bare umulig. Jeg fik ikke megen ægte opmærksomhed hjemme. Der var mange regler og idealer, men følelsesmæssige relationer var der ikke mange af. Jeg gik til skolepsykolog, men fik ingen hjælp. For man vidste ikke, hvad man skulle gøre.

– Selvom jeg tidligt fik stillet min diagnose af familiens læge i Holte, havde man ikke nogen egentlig behandling at tilbyde mig – udover medicin, som jeg ikke havde lyst til at tage i længere tid.

Mødet med meditation

– Jeg er jo barn af tresserne, så da jeg gik i gymnasiet, var vi delt i to nogenlunde lige store grupper; dem, der gik op i det spirituelle, og dem, der gik op i politik og var meget stærkt venstreorienterede. Det politiske var lidt for rigidt for mig, så jeg tilhørte den spirituelle gruppe. Jeg lyttede til Beatles. Jeg prøvede at meditere, og jeg fik mig nogle ordentlige ‘kogere’,” siger han.

– Meditation blev et holdepunkt for mig. Jeg ville ikke tage piller mod min sygdom, fordi jeg følte, at det umyndiggjorde mig, så ved hjælp af først og fremmest motion, og dernæst meditation, lykkedes det mig at holde sygdommen i ave, siger Flemming Ene-vold, der også tidligt søgte ind på et tredje spor: Terapi.

– Jeg fik som sagt diagnosen maniodepressiv i en tidlig alder, uden at der for alvor blev gjort noget ved det, så jeg begyndte på et tidspunkt at gå i terapi. Først hos en psykiater, hvilket ikke rigtigt sagde mig noget. Jeg har stor respekt for, hvad psykiatere kan gøre for mennesker, der har brug for hjælp, men mig hjalp det ikke. Senere gik jeg hos psykologer, men efter en tid, holdt jeg op igen. Jeg havde det lidt sådan, at jeg følte, at ‘de kunne købe en strandvejsvilla’ for det, jeg betalte for at gå i terapi, men jeg fik det ikke bedre, siger han og griner.

Uddanner sig selv

Det var først ved mødet med psykoterapeut-parret Lene og Ole Vedfelt, at Flemming Ene-vold så reelle resultater og fandt meningen med at gå i terapi.

De arbejder meget med drømme og ubevidst intelligens og har en kreativ tilgang til mennesket. Efter at have gået hos Lene Vedfelt gennem længere tid, begyndte han på deres seksårige uddannelse. Han har taget grund-uddannelsen og forventer at påbegynde sit afsluttende overbygningsforløb efter nytår. Det seneste års tid har han haft for travlt med film, tv og teater til at dedikere tilstrækkelig med tid til at færdiggøre uddannelsen, men han har en del klienter, som led i den praktiske del af uddannelsen.

Farligt med mange diagnoser

Flemming Enevold mener, at der i dag, i modsætning til da han selv var ung, er en farlig tendens til, at der dels stilles et utal af diagnoser, som betyder, at alt for mennesker i dag tager en eller anden form for medicin for at ‘få det bedre’, samt at der er en tendens til, at vi forsøger at løse alting med hurtige løsninger.

– Jeg ved ikke, hvor mange bøger, der udkommer hvert år med selvhjælp til det ene og det andet, men jeg ved, at hvis man virkelig fejler noget, hvis ens sind for alvor er sygt, så nytter det ingenting at læse en bog. Man kan ikke løse alvorlige psykiske problemer ved at læse en bog på tre dage. Desværre tror jeg, at tendensen generelt i samfundet til, at alting skal gøres hurtigt og effektivt, er årsag til, at folk søger de lette løsninger, som slet ikke er løsninger, siger han.

– Og mens man i min ungdom praktisk talt ingen diagnoser stillede, stiller man i dag en diagnose for hvad som helt. Og det er alt sammen noget, som kan ‘kureres’ med en eller anden form for medicinering, fordi det naturligvis er medicinalindustrien, der står bag langt det meste af den såkaldte forskning, der udføres på området.

En vej ud af det maniodepressive

Flemming Enevold valgte for nogle år siden, at stå åbent frem og fortælle om at være maniodepressiv. Dels fortalte han hele sin historie i Sara Blædels bog “Trods modvind”, dels har han jævnligt talt om sygdommen i interviews. Han tager også ofte ud og holder foredrag om, hvordan det er lykkedes ham selv at lægge sygdommen bag sig.

– Jeg synes, det er vigtigt, at sende et klart signal om, at selvom man får stillet en alvorlig diagnose, som ‘maniodepressiv’ eller en anden form for psykisk sygdom, så er der en vej ud. Det er muligt, at leve og fungere fuldt ud normalt. Målet er at kunne leve et liv med andre mennesker. Og gode relationer til andre mennesker kræver, at man har en god relation til sig selv.

Forrige artikelKræft er menneskeskabt, mener forskere

Næste artikelGuide til sunde fedtstoffer