Flere gode råd ved refluks!

Vedr. dit tidligere svar til ‘Den desperate mor’ med sønnen med kvalme, så lyder det som min oplevelse med refluks pga. svag lukkemuskel, som opstod, da jeg var præ-teenager.

Det forekom netop især om aftenen, da det var der, jeg lagde mig ned og maveindholdet så løb op i halsen, hvilket opleves smertefuldt, kvælende, kvalmt og gør det helt umuligt at lægge sig ned endsige at sove.

Løsningen for mig var og er også som voksen at reducere store måltider, kaffe, te, alkohol, nikotin, sure drikke, sure bær eller frugter, samt at styrke min ‘core’ og mavegulv ved træning (planken, mavebøjningen o.l.).

Jeg har kun haft lidt gavn af syrenedsættende og -neutraliserende midler, mens Gaviscon o.l. skumdannende præparater, der stabiliserer maveindholdet og beskytter slimhinden i halsen har været min redning mange gange, samt at modstå den naturlige trang til kort vejrtrækning med vejrtræningsøvelser ned i bugen.

S

 


 

Tak fordi du deler dine erfaringer. Det er jeg rigtigt glad for. Altid dejligt at høre, hvad der virker for andre i samme situation. Tak, fordi du tog dig tid til at skrive.

Refluks er en meget benyttet diagnose i disse år – også til helt små børn. De behandles ofte med medicin, som er beregnet til voksne under navnet Nexium.

Refluks betyder netop, som du beskriver, at der løber maveindhold tilbage i spiserøret.

Der bliver behandlet med bl.a syreneutraliserende eller nedsættende midler – eller de skummende præparater.

Hvis man giver syrenedsættende midler, så forstyrrer man hele fordøjelsen, da mavesyren har mange vigtige funktioner – heriblandt fordøjelse af proteiner, regulering af bakterier og optagelse af B12-vitamin. De skummende midler forstyrrer ikke helt på samme måde, så det er dejligt at høre, at du har haft bedst effekt af dem.

Jeg mener samtidigt, det er væsentligt at kigge på, hvorfor maveindholdet løber tilbage. Årsagsbehandling betyder, at man får hjulpet kroppen med den bagvedliggende ubalance.

Hvis det drejer sig om en svag eller dårligt fungerende lukkemuskel, kan osteapati være en hjælp.

Refluks kan også komme af en en øget eller nedsat produktion af mavesyre. Her kan det være relevant at få kigget på hele fordøjelsen – mangler der måske gavnlige tarmbakterier længere nede i fordøjelsen, er der enzymer, der ikke fungerer optimalt, eller reagerer kroppen måske på nogle fødevarer?

Jeg vil anbefale at få individuel hjælp af behandler for at finde frem til de årsager, der ligger til grund hos den enkelte.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

1 kommentar

  • Edith Have siger:

    Både min mand og mig har løst problemet ved at hæve hovedgæret på vores senge, så vi har overkroppen højere end fødderne når vi ligger ned.
    Desuden har jeg erfaret at det også er vigtig at man ikke spiser store mængder mad af gangen – hellere lidt og ofte

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *