Nyheder

Flere kræftpatienter overlever deres sygdom

1. april 2009

Generelt overlever flere at få kræft i Europa, men Danmark halter stadig efter de andre lande. Ikke mindst hvad angår lungekræft.

Stadigt flere mennesker overlever at blive ramt af kræft. Også i Danmark. Helt nye data og analyser over udviklingen i Europa viser, at antallet af mennesker, der rent faktisk kureres for kræft – og ikke bare overlever fem år efter de har fået diagnosen – stiger støt. Fremskridt på store kræftformer Afdelingschef, overlæge Hans Henrik Storm, Kræftens Bekæmpelse, der som Danmarks repræsentant har været med til at samle tallene, understreger, at fremskridtet ikke som hidtil kun gælder de små kræftformer. Den bedre overlevelse kan også måles på de helt store kræftformer som brystkræft, tyk- og endetarmskræft, prostatakræft, lungekræft og mavekræft. »Disse former tegner sig for omkring 80 procent af alle kræfttilfælde. Så der er generelt tale om, at flere patienter overlever deres kræftsygdom end tidligere. Selv om fremskridtene er relativt små, går udviklingen den rigtige vej«, siger Hans Henrik Storm til politiken.dk. Lægerne er dygtigere Også Danmark mærker fremskridtet, der primært skyldes, at lægerne er blevet dygtigere til at behandle patienterne og medicinen blevet forbedret. »Men Danmark halter dog fortsat efter de andre lande – også de nordiske. Til gengæld oplever vi samme stigningstakst som de andre lande, og det er positivt«, mener Hans Henrik Storm. Tobak er vort ømme punkt Danmarks største problem er fortsat, at vi ryger og drikker mere end andre landes befolkninger, og det lader sig aflæse i statistikkerne. »Tobaksrygning er det største enkeltproblem, når vi snakker kræftrisiko. Men også alkohol er slemt. Vi har aldrig drukket mere her i landet end vi gør nu«, siger Hans Henrik Storm. I bund med lungekræft Lungekræft er fortsat en sort plet på Danmarkskortet, og pletten ses også tydeligt på Europa-statistikken. Danmark befinder sig således i den europæiske bund, når man ser på overlevelsen af lungekræft. Den er under 5 procent, og dermed har danske lungekræftpatienter sammen med Tjekkiet og Polen de dårligste chancer for at overleve i Europa. I Frankrig og Spanien, som topper listen, overlever over 10 procent. Store forskelle Chancerne for at overleve en kræftsygdom varierer meget fra land til land. For lungekræft variereret det således fra 4 til 10 procent, for mavekræft fra 9 til 27 procent og for brystkræft fra 55 til 73 procent. »Der er ingen tvivl om, at de lande, der screener for brystkræft, har bedre overlevelse end andre. Det betyder jo, at der er bedre chancer for at finde kræftsvulsterne tidligere«, siger Hans Henrik Storm. »På det område halter vi jo stadig noget efter i Danmark. Men gennem årene er dog efterhånden cirka 20 procent af de danske kvinder blevet screenet, og det vil også kunne ses på kvindernes chancer for at overleve sygdommen«, siger Hans Henrik Storm.

Kilde: Politiken

Forrige artikelSkoldhed te kan give dig kræft

Næste artikelFiskeolie kan formindske kræftceller