Det ser skidt ud med pesticidindholdet i dansk produceret frugt. I 2011 blev der fundet rester i 39 pct af prøverne. I 2012 var det steget til 58 pct.
Organisationen Landbrug & Fødevarer lægger dog ikke så stor vægt på de foruroligende resultater, fordi tallene, der bygger på stikprøvekontroller foretaget af Fødevarestyrelsen, ifølge organisationen altid vil svinge op og ned. Årsagen kan – ifølge styrelsen – findes i vejr og vind og det faktum, at målemetoderne også kan variere fra år til år, da man leder efter forskellige sprøjtegifte.
Dansk frugt klarer sig dog stadig markant bedre end udenlandsk, så der er en god idé at vælge de danske æbler frem for de argentinske. I 2012 blev der fundet pesticidrester i 69 pct af prøverne fra frugt produceret i resten af EU, mens tallet for frugt produceret udenfor EU var helt oppe på 74 pct.
Hvis du vil være fri for pesticidresterne, kan du naturligvis vælge økologi. Økologisk Landsforening er da også noget mere betænkelige ved de nye fund af pesticider end Landbrug & Fødevarer er:
– Det er bekymrende, at der er giftrester i hvert andet stykke ikke-økologisk frugt og grønt, og at andelen af ikke-økologisk frugt og grønt med giftrester er stigende for såvel danske som udenlandske varer. Nul giftrester burde være målet for enhver fødevareproducent, og vi er stolte af, at økologerne er ekstremt tæt på nul fund overhovedet, skriver direktør Paul Holmbeck i en kommentar til dagbladet Politiken.
Økologiske æbler må f.eks. sprøjtes med svovl, og der kan i sjældne tilfælde være målbare svovlrester på æblerne. Det står dog lidt værre til med udenlandske, økologiske æbler, hvor man også i sjældne tilfælde kan finde rester af eksempelvis kobber, som økologer i Sydeuropa gerne må bruge.
Pesticidresterne på de økologiske produkter er dog næppe så sundhedsskadelige som de sprøjtegifte, man må bruge i konventionel produktion.
Kilde: Politiken.dk