Nyheder

Flere pesticider i fødevarer

12. august 2014

Flere giftstoffer tillades i vores fødevarer. Fødevarestyrelsen er i færd med at tillade højere grænseværdier for en lang række pesticider, skriver netmediet Arbejderen. Nogle pesticider fritages tilmed for grænseværdier.

Grænseværdierne for pesticidrester i fødevarerne er under konstant forandring. Fødevareproducenterne vil producere så effektivt og lønsomt som muligt, og sprøjtegifte kan være et værktøj til at mindske risici for tab ved insektangreb m.v. Desuden kan det også hjælpe på indtjeningen, at man kan høste kort tid efter sidste sprøjtning.

Det giver naturligvis øget risiko for pesticidrester i det færdige produkt, og derfor presser producenterne EU’s organisation for fødevaresikkerhed, EFSA, for at få grænseværdierne op. Tanken synes at være, at manglende evidens for skadelige virkninger overflødiggør en grænseværdi. Også selvom stoffet er designet til at slå planteorganismer eller insekter ihjel, og også selvom stoffets eventuelle skadevirkninger sammen med andre stoffer er ukendt.

Hurtig høring om grænseværdier for pesticider

I forsommeren sendte Fødevarestyrelsen spørgsmålet om forhøjede grænseværdier i høring, og ifølge Lars Mikkelsen fra Biodynamisk Sammenslutning kunne det nærmest ikke gå hurtigt nok. En række høringer blev offentliggjort den 27. maj om aftenen, og Fødevarestyrelsen bad om at få svar – blandt andet fra Biodynamisk Sammenslutning – senest den 3. juni. Den 29. maj var helligdag.

– Det er ikke meget, og sådan plejer det som regel at være, når de udsender høringer. Hvem har interesse i det? Specielt når der er tale om hele otte høringer samtidig. Det er uforståeligt, hvem der hober dem sammen – er det mon på beregning? Der er tale om max-indhold af 56 gifte – officielt kaldet pesticider – i fødevarer. I det værste eksempel ønskes giftdosis i maden øget fra 0,02 til 60. Altså en forøgelse på 3.000 gange, siger Lars Mikkelsen til netmediet Arbejderen.

De stoffer, som skulle have forhøjede grænseværdier, havde så charmerende navne som asulam, cyanamid, dicloran, flumioxazin, flupyrsulfuron-methyl, picolinafen og propisochlor.

Flere pesticider i druer og honning

Lars Mikkelsen finder det alarmerende, at vindruer, der traditionelt er meget pesticidbefængte, får en fordoblet grænseværdi på en række pesticider. I honning sker der en femdobling af de accepterede pesticidmængder. En lang række grøntsager får forhøjede grænseværdier.

Fjernelse af grænseværdier

Men det mest beskæmmende er ifølge Lars Mikkelsen, at Fødevarestyrelsen agter at fjerne grænseværdien helt på en række pesticider i udvalgte fødevarer.

– Det forekommer os absurd. Pesticiderne vurderes ikke at have en sundhedsrisiko, står der. For planter er det dræbende stoffer. De er helt sikkert også en risiko for mennesker og dyr. Vi ønsker, at disse gifte skal opføres i lister med grænseværdier, som alle andre gifte, siger Lars Mikkelsen til Arbejderen.

Han peger på, at EFSA er i gang med at behandle pesticider på samme måde som GMO-produkter. Selvom der findes forskning, der antyder en sundhedsrisiko, finder de forskningsresultater, der stempler dem som helt ufarlige.

Kilde: Arbejderen.dk

Forrige artikelAv, min sjæl… Bliver dit barn mobbet?

Næste artikelTriclosan er kræftfremkaldende