Nyheder

Flere teenagere doper sig til eksamen

27. april 2009

Antallet af unge, der tager den beroligende medicin betablokker ved eksamen, er steget med en tredjedel på 10 år.

Rekordmange teenagere vil i år være medicinpåvirket, når eksamenerne på landets folkeskoler og ungdomsuddannelser for alvor tager fart i de kommende måneder. På 10 år er antallet af unge mellem 15 og 19 år, der tager den beroligende medicin betablokker, steget til 2.200 i 2007. Det er 33 procent mere end i 1997, oplyser Lægemiddelstyrelsen ifølge Jydske Vestkysten. Betablokker bruges normalt som blodtryksmedicin til mennesker, som har en del flere år på bagen end skoleeleverne, men gives også i særlige tilfælde til unge, fordi medicinen mindsker nervøsitet, hjertebanken og rysten på hænderne. Pas på pillerne De unge skal passe på med ikke at gøre pillerne til noget, man tager per automatik, advarer læge Hans Ole Svendsen, der rådgiver nervøse unge på netportalen Netdoktor.dk. »Let nervøsitet er en del af livet, og det er uheldigt, hvis man begynder at bruge kemiske stoffer hele tiden bare for at slå til. Så udvikler personligheden sig ikke normalt«, siger Hans Ole Svendsen til Jydske Vestkysten. Hans Ole Svendsen understreger, at betablokkere kun bør bruges af studerende med abnorm angst. 38 procent overvejer medicin Eksamenspillerne er imidlertid blevet ganske normalt for mange unge. En undersøgelse, som Studieportalen.dk har foretaget, viser, at 38 procent af 1.023 adspurgte overvejer at dope sig til eksamen. Især piger er tiltrukket af tanken at tage piller ved eksamen, viser undersøgelsen. Stadig flere raske unge vil tage medicin mod præstationsangst. Det vurderer forsker Claus Møldrup fra Det Farmaceutiske Fakultet. »Unge i dag er ikke så bange for bivirkninger, og mange ser det som en okay løsning at tage en pille«, siger Claus Møldrup til Jydske Vestkysten. Piller kan sløve dig Netop bivirkninger skal man være opmærksom på, hvis man overveje at gribe til medicin mod eksamensangt. Betablokkere giver træthed og muskelsvaghed, og den lignende medicintype benzodiazepiner giver også nedsat koncentrationsevne og risiko for afhængighed. Ofte kan det være bedst at finde andre løsninger end piller, vurderer læge Hans Henrik Møller Nielsen fra Skejby Sygehus. »Man kan få den bedste effekt ved at kombinere en medicinsk behandling med kognitiv adfærdsterapi eller helt lade det erstatte brugen af lægemidler«, siger Hans Henrik Møller Nielsen til Studieportalen.dk.

Kilde: Politiken
(oprettet 6. maj 2009)

Forrige artikelAktivstof i Roundup mistænkt for at give misdannelser

Næste artikelDrikkevand skal renses for kalk