Nyheder

Flere tidligt fødte børn overlever

31. januar 2008

Flere danske børn fødes for tidligt – men lægerne er blevet bedre til at redde dem.

Fra 1981 til 2003 er antallet af børn, der bliver født før 37. svangerskabsuge, fordoblet. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at i 2003 udgjorde gruppen omkring 7 pct. af alle fødsler. Samtidig er lægerne blevet bedre til at redde de for tidligt fødtes liv. I 1981 døde omkring 25 ud af 1.000 børn, som var født mellem 32. og 36. svangerskabsuge, i løbet af den første måned efter fødslen. I 2003 var tallet nede under 10. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er en vigtig årsag til den faldende dødelighed en bedre behandling af de små umiddelbart efter fødslen. For tidligt børn har større risiko for at få fysiske, psykiske, motoriske og sociale følger, og risikoen afhænger af, hvor tidligt barnet er født. De børn, der er født ekstremt meget for tidligt, hvilket vil sige før 28. svangerskabsuge, risikerer i højere grad end børn, der er født mellem 32. og 36. svangerskabsuge, at få alvorlige følger senere i livet. Dog tyder ny forskning på, at langt de fleste for tidligt fødte klarer sig ligeså godt som deres jævnaldrende, når de bliver voksne og skal i gang med en uddannelse eller et job. Kilde: Jyllands-Posten

Forrige artikelØkologisk mad til skolebørn

Næste artikelMænd holder ikke lægen fra livet