Nyheder

Flertal vil forbyde solarie-sol til unge

18. juni 2008

Der tegner sig et flertal blandt sundhedspolitikerne på Christiansborg for at forbyde solcentrene at sælge sol til unge under 18 år. Et forbud skal dæmme op for den kraftige stigning i forekomsten af kræft i huden. Kræftens Bekæmpelse modtager de nye politiske toner med glæde.

Frankrig og flere amerikanske delstater har tidligere indført et forbud mod solarier til unge. Skotland er netop fulgt efter, og nu er de danske sundhedspolitikere også parat til at forbyde solcentrene at sælge kunstig sol til unge under 18 år. Unge lytter ikke til advarsler -Det er tydeligt, at unge ikke lytter til advarslerne, fordi de har så travlt med at føre sig frem med en hudfarve, der ligner grillkyllinger. Derfor vil jeg nu tage et møde med Kræftens Bekæmpelse, og hvis man kan overbevise mig om, at et forbud er den eneste løsning, vil jeg lægge op til sådan et forbud, siger formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard fra Venstre i dag til Nyhedsavisen. – Og jeg skal nok få regeringen til at støtte lovforslaget, tilføjer han.
Soc. dem. og Dansk Folkeparti støtter forbud Dermed skulle der være flertal i Folketinget for at indføre lovgivning om solarierne. Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er nemlig parat til at støtte en lov, der skal beskytte de unge mod solariernes skadelige stråler. – Hvis der er dokumentation for, at solarier er skyld i mange af de hudkræft-tilfælde, som vi ser i dag, kan jeg kun støtte et forbud, siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt til Nyhedsavisen. 8.000 nye tilfælde af kræft i huden hvert år En undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har lavet, har vist, at næste hver tredje ung i Danmark har debut under solariet, før de fylder 13 år. Undersøgelserne viser også, at over halvdelen af de unge solariebrugere har oplevet solskoldninger og hudskader efter at have været i solariet. Og det er bekymrende, for jo yngre man er, når man får hudskader, jo flere år har hudskaderne til at udvikle sig til hudkræft. Hvert år får 8.000 danskere konstateret kræft i huden. 85 procent af alle hudkræftstilfælde kan føres direkte tilbage til for meget solbadning – hvad enten det er udenfor i solen eller i solariet, hvor de UV-stråler, vi får, er blevet mere og mere intensive. Kræftens Bekæmpelse ser derfor frem til at fortælle sundhedspolitikerne om nødvendigheden af et forbud. EU's ekspertpanel anbefaler forbud – Det bliver nemt. Selv EU's ekspertpanel, som kun udtaler sig på et solidt videnskabeligt grundlag, anbefaler et forbud mod solarier til unge under 18 år, siger overlæge Hans Storm, der er chef for Kræftens Bekæmpelses forebyggelsesafdeling. Han glæder sig over, at der nu endelig er udsigt til et forbud mod de skadelige stråler til de unge. – Det er dejligt, at sundhedsudvalgets formand nu for første gang vil se på et forbud. Det har vi presset på for at få indført i flere år, fordi vi kan se, at kampagner ikke har den tilstrækkelige effekt på de unge. De misbruger stadigvæk solen på sådan en måde, at de risikerer at udvikle modermærkekræft og almindelig hudkræft, siger overlæge Hans Storm.

Forrige artikelSkotland forbyder solarium for unge

Næste artikelTresårige og teenagere dyrker lige meget motion