Følg flokken eller vær beredt på snakken!

Hvorfor reagerer nogen mennesker negativt, når de får at vide, at nogen i deres omgangskreds ikke længere drikker mælk, ser fjernsyn eller indtager alkohol? Naturli har set på, hvorfor vi af og til lader os provokere, når andre har truffet et valg, der åbenlyst fungerer fint for deres egen eller børnenes trivsel.

Vi sidder og hygger med et vennepar en lørdag. I dagens anledning består kaffebordet ikke bare af frugt og brød, men også flødeboller. Mens mine egne to krudtugler jubler ved synet af flødebollefadet, er gæstebørnene noget tilbageholdende. Vores venner forklarer, at deres unger på 4 og 7 faktisk aldrig får slik, kage eller noget, der ligner. Med det samme er det, som om stemningen omkring kaffebordet punkteres. Jeg føler et kort sekund, at jeg tilbyder en gave, der bliver afslået. Selvfølgelig ved jeg godt, at flødeboller ikke indtager en vigtig plads i kostcirklen, og af samme grund er det kun ved særlige lejligheder, at vi får den slags. Bruger jeg min sunde fornuft, kan jeg udmærket godt forstå det valg, mine gæster har truffet. Men hvorfor er det så, at jeg pludselig føler mig som en dårlig vært, ja faktisk også en dårlig mor, når jeg ser på mine egne poder, der smaskende indtager de små sukkerbomber?

Cand. mag. og gestaltterapeut Ulla Søgaard har flere bud på, hvordan og hvorfor vi reagerer, når venner eller familie vælger at lægge livsstilen om. Ulla Søgaard har skrevet lærebogen Mønsterbrud om at bryde negative mønstre, og de sidste ti år har hun beskæftiget sig med dette tema.

– Vi har af og til svært ved at forlige os med andres livsstilsændringer, fordi mennesket er mere af et flokdyr, end vi går og tror, forklarer Ulla Søgaard.

Vi kan godt lide at føle os som en del af en ensartet gruppe og bryder os egentlig ikke om, når nogen skiller sig ud. Den, der melder sig ud af et uskrevet fællesskab, viser resten af flokken, at vi er individer, der kan træffe egne valg. For os andre kan det opleves som ekstremt provokerende at blive konfronteret med vores egen konformitet.

– Vi bliver nødt til at spørge os selv, om vi bare følger efter flokken og i virkeligheden har truffet det, vi kan kalde et ikke-valg – altså bare er fulgt med strømmen uden at reflektere over, hvorfor vi gør det. Det kan være meget ubehageligt at se sine ikke-valg i øjnene, fordi det giver os en følelse af manglende kontrol, siger Ulla Søgaard.

Lavt selvværd eller overskud?

Når vi oplever, at nogen skiller sig ud fra flokken, kan vi ifølge Ulla Søgaard reagere på to måder. En typisk reaktion er at vende sig mod de, der er anderledes og skelne mellem dem (der har valgt forkert) og os (der ved bedre), og det er egentlig et udtryk for usikkerhed og afmagt. Vi oplever typisk denne reaktion, hvor vi projicerer problemerne over på andre, når vi har et lavt selvværd og føler os usikre på vores egne valg. Som i eksemplet ovenfor med flødebollerne føler man sig pludselig forkert på den, nærmest skyldig over, at man ikke har valgt ”rigtigt,” så er det nemt at vende 180 grader og tænke ”nu er de blevet for frelste!.

– Især i rollen som forælder bombarderes vi med gode råd fra alle sider. Det kan være børnenes bedsteforældre, velmenende venner og massemediernes eksperter, der så gerne vil hjælpe os med at gøre det rigtige, at vi nogle gange glemmer at lytte til vores egne fornemmelser. Vi ønsker at være de perfekte forældre i så høj grad, at vi af og til tilsidesætter vores instinkter, forklarer Ulla Søgaard.

Kun når vi har overskud og selvværd, er vi i stand til at reagere mere konstruktivt og acceptere andres valg. Først da tror vi på, at vi selv stadig er gode nok, selvom ikke alle går samme vej som os. Vi skelner ikke i så høj grad mellem dem og os, men ved, at der faktisk er lige så mange rigtige valg, som der er mennesker, og at det er i orden at være forskellige. Vi skal ikke pinedød kunne forstå vores familie eller venner, når de lægger deres livsstil om. Men vi skal respektere deres valg og vide, at vi selv på samme måde har retten til at bestemme over vores liv. Det gør vi først og fremmest ved at give udbryderne plads til at fortælle om deres valg. Vi kan sagtens være gode lyttere og samtidig holde fast i vores egne overbevisninger. Har vi overskud, kan vi måske endda spørge til, hvordan beslutningen blev truffet, og hvordan det går med de nye forsætter.

ULLA SØGAARD • Cand. mag. i psykologi og tysk. • Uddannet som gestaltterapeut i henholdsvis Danmark og Tyskland. • Underviser til daglig i psykologi på Voksen Uddannelsescenter Frederiksberg, hvor hun også fungerer som studievejleder. • Fører desuden støttende samtaler med yngre voksne om koncentrationsproblemer, præstationsangst, perfektionisme, problemer i familien, overgreb og mobning.

I orden med misundelse

De fleste vil gerne vælge overskudsløsningen hver gang. Men selvfølgelig lader det sig ikke altid gøre at reagere på den ideelle måde, for vi er jo kun mennesker.

– De ”helt rene” følelser er sjældne. Det kan af og til være svært at glæde sig oprigtigt på andres vegne, når for eksempel to kammerater søger arbejde, og vennen lander det gode job med den fede løn, mens man selv får afslag på afslag. På samme måde kan vi føle misundelse, når udbryderne præsenterer os for deres valg. Vi bliver misundelige over, at andre har overskud, vilje og mod til at ændre deres livssituation.

I sådanne dilemmaer råder Ulla Søgaard til, at man står ved sine følelser, ikke mindst over for sig selv. Og man kan godt sige: ”Hvor er jeg glad på dine vegne, og så er jeg også lidt misundelig.”

Hører udbryderen til en af de allernærmeste, kan vi blive usikre på, hvordan den nye beslutning vil påvirke forholdet, og nogle gange med god grund. Kan venindens fravalg af f.eks. alkohol ikke blive en trussel mod venskabet, når man nu selv så godt kan lide at dele en flaske rødvin med hende? Det kan af og til være svært at respektere og acceptere hinandens forskelle, men rummelighed er en væsentlig forudsætning for, at det lykkes.

BOGEN Mønsterbrud – teorier, forskning og eksempler Forlaget Billesø & Baltzer 136 sider, ill. Pris 158,- Se mere på www.billesoe.dk

Meld ud undervejs i processen

Hvordan bærer man sig så ad, hvis man er den anden part i den potentielle konflikt? Hvordan kan udbryderne gøre det lidt nemmere at få forklaret omverdenen om livsstilsændringen?

– Det kan være svært og lidt voldsomt for tilhøreren at blive præsenteret for en fiks og færdig beslutning, pointerer Ulla Søgaard.

– For begge parter vil det derfor være en fordel, hvis udbryderen indvier familie eller venner undervejs i beslutningsprocessen. Når man fortæller om sine overvejelser, risikerer man naturligvis at få andres besyv med. Men så skal man bare huske på, at den endelige beslutning er ens egen. Og uanset om man har valgt at droppe smøgerne eller mælkeprodukterne, er det vigtigt, at man ikke virker moraliserende over for modtageren. Bedrevidenhed har aldrig skabt et godt grundlag for dialog, men graver i stedet grøfter, uanset fra hvilken side af bordet den kommer.

Ulla Søgaard bruger et rigtig godt billede, når hun skal forklare processen omkring mønsterbryderens udmelding.

– Man skal forestille sig en tennisbane, hvor afsender og modtager står på hver sin banehalvdel. Nu skal afsender gøre sit bedste for at sende bolden af sted. Oversat betyder det, at man fortæller og forklarer om sit valg på en ordentlig og umoraliserende måde. Men hvordan bolden eller budskabet bliver modtaget på den anden side af nettet, har afsenderen reelt ikke indflydelse på. Hvad andre gør ved vores udmelding, kan og skal vi ikke tage ansvar for, så længe vi ved, at vi har spillet fair.