Folinsyre er en af B-vitaminerne, som spiller en vigtig rolle for mange af vores funktioner i kroppen. Mangel på et af disse vitaminer kan medføre sygdom.
Folinsyre har de senere år påkaldt sig særlig opmærksomhed i forbindelse med graviditet, hvor mangel på vitaminet blandt andet kan medføre misdannelser i fosterets nervesystem og medfødte misdannelser. Men folinsyre spiller en væsentlig rolle i forebyggelsen af en række andre sygdomme, både kropslige og i sindet. Folinsyremangel er den mest udbredte form for vitaminmangel i verden, især hos ældre, så det er nødvendigt med mere opmærksomhed om dette vitamin.
Folinsyre medvirker sammen med B12-vitamin og aminosyren methionin i dannelsen af de vigtige cellekernesyrer DNA og RNA, der er bærere af vores arveanlæg og derfor vigtige for cellevæksten og cellefunktionen, blandt andet celledelingen, når der dannes nye celler. Det er derfor, at folinsyre er er så vigtigt for normal fostervækst og –udvikling, og at mangel kan medføre øget risiko for abort, misdannelser samt komplikationer ved fødslen. Vitaminet stimulerer også mælkeproduktionen hos ammende.
Folinsyre medvirker sammen med B6-vitamin også i dannelsen af røde blodlegemer, hvide blodlegemer og antistoffer og har dermed betydning for immunsystemet. Det har betydning for hårvæksten og for huden, hvor der kan komme mangel ved solpåvirkning af huden, der brænder folinsyren væk. Ved skader på DNA, for eksempel fra solen, er det folinsyre, B12-vitamin og zink, der reparerer DNA og på den måde modvirker hudkræft, men folinsyremangel spiller også en rolle i forebyggelsen af mange andre typer kræft.
Beskadiget DNA kan ændre sig til at blive kræft-DNA, som får cellen til at ændre sig til en kræftcelle. Især polypper og kræft i tyktarmen og endetarmen kan forebygges med folnsyre i tilstrækkelig mængde. En undersøgelse har vist, at børn af mødre, der har fået for lidt folinsyre under svangerskabet, har en øget risiko for at få leukæmi i de første år efter fødslen.
Sammen med B12-vitamin og B6-vitamin nedsætter folinsyre mængden af aminosyren homocystein i blodet. Er der for meget af denne aminosyre, øges risikoen for
hjerte- og kredsløbssygdomme, så homocystein har formentlig langt større betydning her end mængden af kolesterol. For meget homocystein øger også risikoen for Alzheimers demens betydeligt, formentlig både på grund af et dårligere kredsløb i hjernen og ved at styrke hjernecellernes funktion. Megen forskning har vist en sammenhæng mellem dårlig intellektuel funktion og mangel på folinsyre. Så ved at få nok folinsyre kan man hjælpe sig selv til at bevare en god hjernefunktion langt op i alderdommen.
Forskning har også vist, at højt homocystein, og dermed mangel på folinsyre, kan øge risikoen for knoglebrud betydeligt hos mennesker med knogleskørhed, men også hos mennesker med normal knogletæthed, uafhængigt af andre risikofaktorer. Forskerne anbefaler derfor kosttilskud af folinsyre, B12-vitamin og B6-vitamin, som man ved kan nedsætte homocystein.
Alkohol modvirker effekten af folinsyre hos kvinder, hvilket øger deres risiko for at få kroniske ledlidelser, hjertekarsygdomme og brystkræft. Folinsyre har også betydning for menstruationen. Et højt indhold af østrogen i blodet øger behovet for folinsyreafhængige enzymer og kan derfor medføre en tilstand af mangel på folinsyre, selvom der er nok folinsyre i blodet.
Folinsyre medvirker i dannelsen af de to vigtige signalstoffer serotonin og noradrenalin, der begge har stor betydning for psyken. Mangel på disse sto stoffer kan blandt andet medføre depression. Serotonin virker beroligende og giver en god søvn, mens noradrenalin giver os et bedre befindende om dagen og en bedre evne til at klare stress. I mange tilfælde kan folinsyre alene få en depression til at lette, men folinsyre forbedrer også virkningen af lægemidler mod depression. Vi danner ved hjælp af folinsyre et stof ved navn s-adenosylmethionin (SAMe), som har en klar virkning på depression. Der er næppe tvivl om, at mange ældre med depression først og fremmest mangler folinsyre.
Sammen med B3-vitamin (niacin), zink, mangan, B6-vitamin og D3-vitamin har folinsyre også vist sig at være af betydning ved skizofreni. Forekomsten af folinsyremangel er i det hele taget høj ved forskellige psykiatriske lidelser. Mangel på folinsyre kan blandt andet skyldes behandling med medicin mod epilepsi, og mangel på folinsyre hos epileptikere har ofte sammenhæng med psykiatriske symptomer. Man ser også, at mennesker med psykiske lidelser har sværere symptomer, hvis de mangler folinsyre.
Folinsyre kan forbedre hukommelsen og hjernefunktionen beydeligt hos ældre mennesker. I en undersøgelse viste det sig, at evnen til at udnytte information, til at reagere på ting, der bevæger sig, og den generelle hjernefunktion bedredes hos en gruppe, der dagligt fik et tilskud af folinsyre.
Mangel på folinsyre kan foruden ved ovennævnte lidelser være blodmangel, dårligt immunforsvar, hudsygdomme, hårtab, mundbetændelse, revner i læberne, svimmelhed, åndenød, muskelspændinger og kramper, hovedpine, misfarvninger af huden, mavesår, diaré, impotens, søvnforstyrrelser og manglende livsglæde. Mange af disse symptomer findes ved mangel på andre B-vitaminer.
Folinsyre findes først og fremmest i grønne bladgrønsager som spinat, i broccoli, julesalat og alle grønsager. Den findes i soja-bønner, andre bønner, mandler, nødder og hvedekim. Lever er en god kilde til folinsyre, ligesom anden indmad, østers, laks og ølgær. Der er også folinsyre i kød, fisk mælk, ost, bananer og andre frugter og bær.
Det er vigtigt, at alle disse ting bliver spist i frisk tilstand og helst rå, da folinsyre bliver meget hurtigt nedbrudt ved opbevaring. Blot 1-2 døgn efter, at grønsager er taget ind, er indholdet af folinsyre halveret. Hvor længe har de ligget i supermarkedet? Nedfrysning og opvarmning ødelægger endnu mere af folinsyren, helt op til 90 procent.
Det er let at se, at mange mennesker, måske især ældre, får for lidt af disse fødevarer og dermed folinsyre i deres daglige kost, og det er derfor vigtigt at tage tilskud af vitaminet for at sikre en tilstrækkelig mængde i kroppen. Dertil kommer, at behovet kan være forskelligt, så nogen behøver mere end andre. Selvom det måske ikke altid er nok, må det anbefales at tage mindst 800 mikrogram folinsyre dagligt, svarende til to tabletter á 400 mikrogram, som kan købes i håndkøb. Folinsyre har ingen bivirkninger, men hvis man er syg eller har særlig grund til at ville tage vitaminet, må det anbefales at få målt indholdet i blodet samtidig med indholdet af B12-vitamin og homocystein. B12-vitamin og folinsyre findes næsten altid sammen i kroppens biokemiske reaktioner og arbejder son nævnt otgså tæt sammen med B6-vitamin. Får man tilskud af et enkelt B-vitamin, er det også vigtigt samtidigt at få tilskud af de andre B-vitaminer, for eksempel som et B-vitamin kompleks, da der ellers kan opstå ubalancer i kroppen.
25-3-2009