Nogle gange kan det være mere stressende at være på ferie med børnene, fordi de ofte er på et højt energiniveau. Det kan være svært at finde balancen mellem at lade børnene lege selv og lege med børnene. Også mængden af aktiviteter på ferien kan være en balancegang. Less is more – som man siger, og det kan være en god huskeregel. Programmet behøver nemlig ikke være pakket med action. For børnene handler det ofte bare om nærvær med mor, far og søskende.
En lille smule forberedelse kan ofte klare de værste småproblemer. Lidt sunde snacks og drikkevarer i tasken til den lille sult og tørst kan være guld værd. En malebog, legetøj, bøger eller lidt musik til diverse ventetider er også rart at have ved hånden.
For at opnå optimal afslapning kræver det også nogle gange – både for børn og voksne – at man på forhånd gearer ned til ferien. Altså holder en uge fri derhjemme, inden man tager afsted. Store rejsedag er ofte første dag i ferien, og derfor er både børn og voksne ikke altid særlig afslappede, og ferien ender med at blive hektisk. Derfor, hvis der er mulighed for det, bør ferien starte med afkobling i hjemmet. På den måde kan man også forberede ferien mere nøje uden afbrydelser fra arbejdet.
Det er ofte ikke de mange aktiviteter, der imponerer børnene. For dem handler det om at være sammen, og her sætter aktiviteterne rammerne. Derfor behøver programmet ikke være fyldt med mange og vilde aktiviteter men hellere nogle aktiviteter, hvor der er tid til at lave noget sammen.
Museumsbesøg og konstant nye oplevelser og indtryk er primært en fornøjelse for forældrene. Børn fortrækker derimod pool og leg.
Det kan også være en god idé at dosere oplevelserne. Lidt ad gangen, så der er tid til at ”restituere”.
Ferien kan også godt være afslapning for forældre – uden at børnene konstant skal underholdes. Sæt gang i deres fantasi, så de selv kan lege videre, uden at I er med hele tiden. Fortæl en historie og foreslå, at de kan tegne det, de har forestillet sig. I skal stimulere deres fantasi, men lad dem selv bygge videre og lege uden at blande jer i legen og rette til. Bare nyd det.
Her er nogle forslag til aktiviteter på ferien til børnene, når din egen og deres fantasi er løbet op.
Havespil:
Skal I en tur i sommerhus er havespil en sikker vinder. Hav lidt forskelligt med. Noget som I også selv synes er sjovt. Når mor og far er glade, smitter det nemlig af på børnene
Kridt:
Kridt kan bruges til meget. Tegn en forhindringsbane, en hinkebane, labyrint eller lær børnene om trafikregler ved at tegne vejkryds med hajtænder og fodgængerovergang. Så kan de køre igennem på løbehjul eller cykel.
Tændstiksklodsmajor:
En æske tændstikker og en flaske vand – mere kræver det ikke – så kan du få gang i klodsmajor. I skiftes til at lægge tændstikker på flaskens top. Den, der vælter alle ned, skal have bunken, og først når man er kommet af med alle tændstikker, har man vundet.
Udendørs legeplads:
Ofte er der en legeplads lige rund om hjørnet. Søg på ”legeplads” på Goggle Maps, gå ind på www.naturlegepladser.dk og find dem nærmeste eller udforsk ganske enkelt området i bil, på gåben eller på cykel.
Kilde: Mamma.dk
Forrige artikelDyrk fællesskabet – for sundhedens skyld
Næste artikelHver femte får angst efter hjertestop