Nyheder

For lidt søvn får årerne til at stivne

7. januar 2009

Folk, som sover mindre end fem timer, har større risiko for at få forkalkede årer, viser nyt studie.

Blodårerne kan blive stive, hvis du ikke få nok søvn. Det konkluderer et nyt studie, hvis resultater er offentliggjort i American Medical Association. Forskerne fandt forkalkninger i årerne, som kan føre til hjertesygdom, i næsten en tredjedel af de forsøgspersoner, som sov mindre end fem timer om natten. Dette tal faldt til hver tiende hos dem, der sov en time ekstra hver nat. Lavest risiko ved syv timers søvn Forsøgspersonerne gennemgik med fem års mellemrum to skanninger, som testede opbygningen af kalk i hjertets arterier. Derudover udfyldte de spørgeskemaer om deres søvn, holdt en søvndagbog og havde en monitor om håndleddet i seks nætter for at måle bevægelse. På den måde kunne man måle, hvor længe de 495 forsøgspersoner faktisk lå stille og sov. På den første skanning havde ingen af de frivillige forkalkninger i årerne, men fem år efter havde 61 af dem aflejringer. Risikoen var lavest for dem, der jævnligt fik mere end syv timers søvn hver nat. Flere forklaringer Ledende forsker Dr. Diane Lauderdale fra University of Chicago siger, at der er flere mulige forklaringer på forbindelsen mellem søvn og åreforkalkninger. For det første kan der være faktorer, som endnu ikke er identificeret, som både kan reducere søvn og øge forkalkninger. En anden mulighed er, at det handler om blodtryk – højt blodtryk øger sandsynligheden for forkalkning, og blodtrykket går ned under søvn. Alternativt kan stresshormon som kortisol, som er blevet forbundet med mangel på søvn og øget forkalkning, spille en rolle. »Selv om dette enkelte studie ikke beviser, at kort søvn fører til sygdomme i kranspulsåren, kan man trygt anbefale mindst seks timers søvn«, siger Diane Lauderdale ifølge BBC. Støtter tidligere forskning Ellen Mason fra British Heart Foundation siger, at »det endnu ikke er klart, præcis hvordan søvn påvirker vores risiko for hjertesygdom, men dette studie støtter tidligere forskning, som peger på, at nok søvn hjælper med at holde vores hjerte og cirkulation sundt«. »Søvn er afgørende for vores krops evne til at hele sig selv, og med festsæsonen i fuld gang er det vigtigt at få nok søvn. Drikker man alkohol sent og står op tidligt, kan det betyde, at vi ikke får nok, hverken kvantitativt eller kvalitativt«, siger Ellen Mason.
Kilde: Politiken

Forrige artikelForskere beviser den sande kærlighed

Næste artikelFærre danskere ryger