Nyheder

For lidt søvn fordobler risiko for at dø af hjerteproblemer

26. september 2007

Sover du i en længere periode fem timer eller mindre om natten, har du 1,7 gange større risiko for at dø før tid, end mennesker der får syv timers skønhedssøvn.

For lidt søvn er livsfarligt. Og du har dobbelt så stor risiko for at dø af hjerte-kar-sygdomme. Det viser en ny stor engelsk undersøgelse, hvor forskere har studeret 10.308 offentligt ansattes søvnvaner og helbred over en 20 års periode. »Syv timers søvn lader til at være optimalt, men i løbet af de seneste årtier er det blevet mere og mere normalt at sove færre timer og i det hele taget at lide af søvnforstyrrelser. Vores undersøgelse viser, at det har store helbredsmæssige konsekvenser,« siger professor Francesco Cappuccio fra Warwick Universitet ifølge 24timer. Det gælder ifølge søvnspecialist Jan Ovesen også os danskere. »God og regelmæssig søvn er nødvendig, for at vi kan restituere os både psykisk og fysisk, men vi lever i et 24-timers samfund, hvor vi ser tv, går på nettet og arbejder på så skæve tidspunkter, at det går ud over søvnen,« siger Jan Ovesen, der er overlæge på søvnklinikken ScanSleep. Danske undersøgelser viser, at godt hver femte voksne lider af længerevarende søvnproblemer. Det er alt for mange, mener Jan Ovesen.»Folk skal blive bedre til respektere søvnens vigtighed. Man bliver simpelthen nødt til at afsætte nok tid til at få en god nats søvn. Hver nat,« siger han. Kilde: Berlingske

Forrige artikelC-Vitamin hæmmer kræft, men hvordan

Næste artikelMænd er både klogest og dummest