Nyheder

For lidt søvn giver børn problemer

9. april 2008

Selv helt små børn kan få forringet livskvalitet, hvis de sover for lidt.

Det har længe været kendt, at større børn og voksne har en forhøjet tendens til vægtproblemer, hvis de sover for lidt. Men nu sandsynliggør et nyt forsøg, at selv helt små børn kan udvikle angst og depressioner foruden vægtproblemer, hvis de får for lidt søvn. Et hold forskere på Harvard School of Medicine anført af dr. Elsie Taveras har undersøgt 915 børn i alderen op til to år. Og de kunne konstatere, at de børn, der sov mindre end tolv timer i døgnet, havde en dobbelt så høj sandsynlighed for at udvikle overvægt i en alder af tre år, end børn der sov længere. I gennemsnit sov børnene 12,3 timer. »Det har konsekvenser, hvis børn ikke sover tilstrækkeligt – selv i denne alder,« siger Taveras i et interview med Reuters. »Det er vigtigt, at hjælpe deres forældre med at lære, hvordan de kan forbedre deres børns søvnkvalitet.« En kilde til dårlig søvn er de mange elektroniske apparater såsom fjernsyn, computere og videospil, der ofte optræder i børns soveværelser. En australsk undersøgelse har samtidig fundet en sammenhæng mellem søvnproblemer og adfærdsforstyrrelser, kaldet ADHD – eller attention-deficit hyperactivity disorder – blandt børn mellem 5 og 18 år. Sammenlignet med andre børn med ADHD men uden søvnproblemer var de pågældende mere eksponeret for dårlig livskvalitet og en ringere funktion i skole og dagligdag, fortæller dr. Valerie Sung fra Royal Children's Hospital i Parkville, Australien. Kilde: Berlingske

Forrige artikelDet er sundt med et skænderi

Næste artikelOvervægtige gravide indlægges længere tid