Hvorfor er kvinder mon så oppustede? Det giver denne klumme ingen svar på, men løses problemet ikke på en miljømæssig forsvarlig måde, kan det forværre den globale opvarmning.
Med jævne mellemrum dumper pamfletter ind ad brevsprækken for naturlige lægemidler og/eller kosttilskud. Ved en uvidenskabelig optælling synes det største af alle problemer at være, at kvinder ofte føler sig oppustede. Man ser den ene smilende kvinde efter den anden, der alle – med forskellige midler – er sluppet af med deres oppustethed. For nylig kunne man så se store billboard-annoncer med nogenlunde samme budskab. Føler du dig oppustet, træt, stresset osv., så er løsningen at tage xx.
Jeg så reklamen på Bispebjerg Station, og den fik mig til at spekulere over, hvorfor kvinder mon føler sig så oppustede. Er det bare noget producenterne af anti-oppustningsmidler påstår, eller er der et regulært problem? Sagt med andre ord: Er der for meget luft i kvinder? Der findes sikkert en eller anden videnskabelig dokumentation for tilstanden, men jeg har valgt at undersøge, hvad kvinder selv mener. Først på et forum på internetportalen Jubii. Først spørger en læser, om andre har erfaringer med et sligt produkt, og selv om »missblueangel« ikke selv har afprøvet pillerne, så har hun en kollega, der velvilligt har stillet sin erfaring til rådighed: »Min kollega købte xx, fordi hun gik og pruttede hele tiden. Hun har spist dem en lille måned nu, og hun er rigtig glad for dem og siger, de virker.« Og som nærtstående kollega må»missblueangel« vel ha' glæde af fremskridtet. Nu kunne man tro, at pillerne er gode, men det er ikke erfaringen fra den person, der underskriver sig med »pruttenumsen«: »Jeg begyndte på dem, men fik simpelthen så meget kvalme, så jeg stoppede igen.« Så»pruttenumsen« beholder nok sit tilnavn. Pillerne er ikke nødvendigvis gode eller dårlige, de kan også være midt imellem, hvis »FRU007« står til troende: »Jeg er meget glad for xx, kan mærke stor forskel på min mave, hvis jeg ikke tager dem. Men kan dog godt have tendens til oppustethed alligevel.« Også hos Netdoktor.dk foregår der en livlig debat om oppustethed, og her er tendensen til slet og ret at kalde det tarmluft lidt større. Luften, der giver oppustetheden, er faktisk to sider af samme problem. Når luften forlader kroppen, løser det nemlig kun det ene problem, for som flere overraskende påpeger, så lugter det grimt – meget grimt, og de antyder dermed, at det kunne være anderledes. Jeg troede, at prutter altid lugter grimt, men jeg har kun læst om det, for mænd bruger bare Samarin, når de har forædt sig. Nå, men det er ikke småting, kvinderne gennemgår; én tør slet ikke søge job, fordi hun frygter at gå rundt som en stinkbombe. Andre kan ikke passe deres tøj, fordi luften åbenbart ikke lader sig presse tilstrækkeligt sammen. De var nok ikke så oppustede, da de købte tøjet, må man tro.
Herefter deles der rundhåndet ud af erfaringer. F.eks. har én gennemgået en tarmskylning uden resultat, og andre har prøvet masser af naturmidler med vidt forskellige resultater, men der er også gode råd fra en læser, der deler problemet op i to. Nemlig de fødevarer, der skaber meget luft, og dem, der giver dårlig luft. Meget luft: Ærter, bønner, kål, broccoli, blomkål, løg, sukker og sukkerholdige drikke, kulsyreholdige drikke, alkohol, radiser og agurker. Grim luft: Æg, skaldyr, asparges, champignon, porre, løg, hvidløg, kål, stærkt krydret mad og stærk ost. Så man kan lære meget om sig selv ved at bruge næsen. Endelig gør samme læser opmærksom på, at 70 pct. af tarmluften er noget, vi sluger, når vi spiser. Derfor bør man undgå at snakke så meget undervejs. Det er så hermed videregivet i en god sags tjeneste, særligt fordi metan, som prutter består af, er endnu mere potent til at skabe global opvarmning end CO2. Derfor er det rimeligt at forlange, at producenterne af diverse stoffer mod kvinders oppustede maver dokumenterer, at metanen nedbrydes på en måde, der er forsvarlig for omgivelserne. Altså en metan-neutral løsning. Kilde: Berlingske