Forsker advarer om diabetes, autisme og for tidlig pubertet, hvis børn ser meget tv.
Børn kan få alskens sygdomme af at se for meget tv, mener professor Aric Sigman. Det skriver morgenavisen dato. Det bør være forbudt for børn under tre år at se tv, mener professor i psykologi Aric Sigman, der har undersøgt konsekvenserne af børns tv-kiggeri. Uanset indholdet er det at sidde og kigge ind i en skærm nemlig direkte skadeligt for børns fysiske helbred, konkluderer professoren efter at have samlet en række studier om emnet. Aric Sigman, der er medlem af British Psychological Society, lister 15 sygdomme og skavanker, som det kan føre med sig, når børn ser meget tv. Skalaen går fra nærsynethed over overvægt til diabetes og endda autisme. Og de seneste undersøgelser viser, at især piger risikerer at blive pubertære før tid. Produktionen af hormonet melatonin er højt hos børn, især piger. Men den lysende tv-skærm bremser produktionen af hormonet, som ellers stiger om aftenen. Og det opfatter kroppen som et tegn på, at det er på tide at gå i puberteten. Pigers pubertet er da også begyndt tidligere og tidligere siden 1950'erne. Dette har før været forklaret med en generel vægtstigning, men Dr. Sigman hævder altså, at udviklingen især skyldes fjernsynets introduktion i samfundet og børnefamilierne. “Det ville være rigtigst for forældre at betragte barnets tidligste år som en tid, hvor skærm-medier er helt fraværende for så at introducere dem med restriktioner, som barnet bliver ældre,” siger Aric Sigman til The Times. Kilde: Jyllands-Posten
Forrige artikelRygning går en på hjernen
Næste artikelGenmutation forklarer hvert 10. tilfælde af brystkræft