Nyheder

Forældre i Silicon Valley lukker ned for skærmforbrug

Foto: Adobe Stock
11. februar 2019

Mange forældre i Silicon Valley, San Francisco, arbejder med at udvikle teknologi, platforme og digitalt indhold, der er designet til at fange og fastholde brugerens opmærksomhed, men når det kommer til deres egne børn, er holdningen klar: Skærme er problematiske.

Der er stadig meget, som ikke er forskningsmæssigt undersøgt i forhold til, hvordan ny teknologi som smartphones, sociale medier og apps påvirker os. Emnet kan siges at være underbelyst.

Derfor er der herhjemme også politisk flertal for et nyt Center for Digital Sundhed. Det skal netop give bred viden om, hvad skærmene og deres muligheder gør ved vores sundhed. Alt fra påvirkning af søvnen til mental sundhed og der ind i mellem skal undersøges.

Men selvom vi ikke har et arkiv af dansk forskning, der kan hjælpe os til at forstå, hvad digitaliseringen gør ved os, er der udenlandsk forskning og tendenser blandt dem, der nok ved mest om mekanismerne bag teknologien, – dem, der udvikler den – der kan være med til at fortælle os noget.

For netop tendensen i Silicon Valley er kun gået en vej i den seneste tid. Blandt forældre, der arbejder med at udvikle apps, optimere Facebook eller designe ny teknologi, bliver skærmene i højere grad bandlyst. De vil i ingen eller meget lille grad lade mobiltelefoner og tablets være en del af deres børns liv. Det skriver The New York Times, som har undersøgt den kulturelle udvikling i den digitale dal.

Sammenfald mellem tid på SoMe og dårlig mental sundhed

Baggrunden for forældrenes restriktive skærmpolitik, er bekymringen for, hvad teknologien gør ved de unge. Athena Chavarria, som har arbejdet for Facebook, og nu er ansat ved The Chan Zuckerberg Initiative, udtaler til avisen, at hun er sikker på, at djævlen bor i mobilen og skaber kaos for børnene.

Chavarria er ikke ene om at være skeptisk overfor telefonernes påvirkning.

Den tidligere chef for Mozilla John Lilly prøver også at forklare sin 13-årige søn, at han bliver manipuleret af de mennesker, der har designet de spil og apps, som han er så glad for. At de gennem koder skaber specifikke følelser i ham for deres egen økonomiske vindings skyld. Men John Lilly erkender også, at det ikke er et nemt budskab at komme igennem med.

Flere forældre spæder til med deres erfaringer med teknologi og hvorfor, de er opsatte på at holde børnene fra skærmene. Der er da også nogen, der er mindre bange for, hvad det kan lede til.

Men hvis vi bevæger os fra USA og til Storbritannien, lader ny forskning til at kunne understøtte forældrenes bekymring. Forskningen tager nemlig fat i unges brug af sociale medier og deres mentale sundhedstilstand. Resultaterne viser en sammenhæng mellem de to. Konklusionen er nemlig, at forekomsten af lidelser som depression, søvnmangel, lavt selvværd og usundt kropsbillede var størst blandt dem, der brugte sociale medier mest. Uanfægtet timeantal var forekomsten af mentale problemer størst blandt piger.

Resultaterne kommer i en tid, hvor også mange danske unge kæmper med mentale helbredsproblemer. Ifølge Psykiatrifonden er det den største sygdomsbyrde for mennesker i alderen et til 24 år.

Og så tager vi lige et smut tilbage til staterne.

Skærmtid på kontrakt

For nogle af Valley’ens forældre er det nemt at have faste regler for skærmen, men sværere at være til stede til at håndhæve dem. Derfor har tendensen også affødt nye procedure for dalens børnepassere. The New York Times beskriver, at det er blevet almindeligt, at indskrive skærmbrug i børnepassernes kontrakter. Der kan eksempelvis stå, at de hverken må bruge telefonen selv eller som aktiviteter med børnene.

Chefer for flere forskellige børnepasser-bureauer fortæller, hvordan det er blevet gængs procedure. De fortæller også, at mødre er begyndt at dele billeder på private Facebookgrupper af børnepasserne, hvis de ser dem med en telefon. Chef for Bay Area Sitters Syma Latif siger til New York Times, at det er krænkende.

Blandt børnepasserne er der forskellige holdninger til de nye regler og overvågningen. En af børnepasserne, Shannon Zimmerman, siger, at hun godt kan lide reglerne for skærmtid, som hun synes minder om en tid, hvor børn opførte sig bedre og kunne finde ud af at lege udenfor.

Forrige artikelIndlæring og adfærd: ABC i stedet for ADHD

Næste artikelDen store insektdød