Når en mand er omkring 25 år gammel, begynder hans prostatakirtel at vokse. Det foregår så langsomt, at de fleste ikke mærker noget til det i mange år, men på et tidspunkt – hvis manden lever længe nok – vil der blive problemer med vandladningen. Generende, men ganske ufarligt, så længe ændringerne ikke udvikler sig til aggressiv kræft.
Prostatakræft er en af de mest udbredte former for kræft hos mænd. Hele 15 pct. af alle mænd menes at få den, men der er tale om en forholdsvis ufarlig kræftform, som i mange tilfælde ikke kræver udbredt behandling. Kun 3 pct. af prostatakræft-tilfældene har en dødelig udgang.
At prostata vokser er i det fleste tilfælde en normal udvikling. I sig selv er tilstanden godartet prostataforstørrelse ufarlig, men den kan med tiden blive en belastning både i social sammenhæng og med fysiske gener som øget risiko for urinvejsinfektioner, hvis ikke blæren tømmes helt hver gang.
Man kan måle et protein i blodet PSA (prostata-specifikt-antigen), der kan sige noget om en forstørret prostata, men ikke, som tidligere troet, siger noget særligt om der er tale om en godartet eller ondartet tilstand (cancer).
Man kender ikke helt præcist grunden til at prostata vokser med alderen, og der er faktorer, som mistænkes for hver især at bidrage til, at tilstanden opstår og udvikler sig.
Under alle omstændigheder spiller det mandlige kønshormon, testosteron, en rolle. Mænd, der har fået fjernet testiklerne, oplever f.eks. ikke, at prostata vokser.
Da testosteronproduktionen falder med årene, har man en teori om, at det er balancen mellem østrogen og testosteron, der kan sætte gang i væksten, men der er også meget, der tyder på, at det kan være en øget mængde af en anden version af det mandlige kønshormon – dihydrotestosteron (DHT) – der er den væsentlige udløser af forstørret prostata.
Med til at støtte denne sidste teori taler det faktum, at en blokering af enzymet, der omdanner testosteron til DHT, kan bedre symptomerne.
Kosten menes også at spille en rolle. Hvis du spiser for meget, og især for meget protein, f.eks. fra rødt kød – samtidig med at forbruget af grønsager er lavt, har du en øget risiko for forstørret prostata.
Lægemidler med det mundrette navn 5-a-reduktase-inhibitorer kan i mange tilfælde hæmme væksten af prostata og ofte reducere generne til et rimeligt niveau. For at virke skal produkterne tages over lang tid, og man skal fortsætte med dem. Der skal påregnes et halvt til et helt år, før effekten slår helt igennem.
Lægemidler med navnet alfa-blokkere, der også bruges mod forhøjet blodtryk, har en afslappende virkning – bl.a. på cellerne i prostata – og letter derved passagen af urinen.
Efterhånden som prostata bliver ved med at vokse, kan generne blive for store, eller du kan få blokeret vandladningen helt, så der må andre midler til. En helt simpel metode er at anvende et kateter, som indføres i blæren og lader urinen passere. Det kan man selv anvende, når man er blevet instrueret.
Andre, mere radikale, metoder omfatter operative indgreb, hvor noget af vævet fjernes, så der bliver plads til passagen af urinen. Der er dog flere bivirkninger forbundet med operation, og det er derfor ikke noget, man griber til, før det er nødvendigt.
Da kosten øjensynligt har en effekt på væksten af prostatakirtelen, er det ikke så underligt, at man med koncentrerede ekstrakter af bestemte fødemidler kan påvirke udviklingen af prostatagener.
Flere fødevarer, der indgår almindeligt i kosten, har vist sig at kunne hæmme omdannelsen af testosteron på samme måde som de produkter, der er nævnt ovenfor.
Grønne græskarkerner, som man bruger i f.eks. mysli eller brød, har vist sig i en række undersøgelser at have en god effekt på godartet forstørret prostata gennem en effekt på det enzym, der omdanner testosteron til DHT. Samtidig ser man et fald i PSA, som tegn på at prostata svinder.
Hørfrø er en anden fødevare med tilsvarende effekt på 5-a-reduktaseenzymet, og en kombination af ekstrakt af græskarkerner og hørfrø er et af de bedste bud på en naturlig behandling i det tidlige forløb af forstørret prostata. Ligeledes har undersøgelser vist, at zink-niveauet er lavt hos mænd, der lider af forstørret prostata. Der findes forskellige midler på markedet, der er målrettet prostata-problemer – f.eks. Pro-staminus, der også indeholder kraftige antioxidanter i form af granatæble og selen.
Du skal typisk anvende produkterne (ligesom lægemidlerne) over mindst et halvt år for at få den optimale effekt.
Ud fra symptomerne alene er det ikke muligt at skelne mellem en godartet prostataforstørrelse og prostatacancer. Søg derfor læge, når du får symptomer, der er så kraftige, at du ønsker at gøre noget ved det. Den eneste rigtig sikre målemetode er at udtage en prøve af prostata, og det vil man som regel ikke gøre uden god grund, da alle indgreb er omfattet af en vis risiko. Det er i øvrigt meget sjældent, at der stilles en prostata-cancerdiagnose på mænd under 50 årsalderen.
Man vil som regel få tilbudt præparater som nævnt ovenfor, og så anbefales man ofte at afvente udviklingen – med jævnlige kontrolbesøg hos lægen.
En fødevare der er mest kendt som juice – granatæble – har i flere undersøgelser vist en hæmmende effekt på udviklingen af prostatacancer, men det kan på nuværende tidspunkt ikke anbefales udelukkende at satse på dette middel.
Granatæbler rummer en gruppe stoffer, som både forhindrer kræftcellers spredning i kroppen med metastaser, og bremser især prostatakræft på dens vej mod knoglerne.
Prostatakræft er den næststørste årsag til kræftrelaterede dødsfald blandt amerikanske mænd, og der findes i dag ingen effektiv behandling, der helt kan standse sygdommen, som risikerer at sprede sig til knoglemarv, lunger og lymfekirtler. Derfor forskes der en del i kræftformen i USA, hvor også de spændende granatæble-resultater stammer fra. F.eks. har forskere fra Californien fundet ud af, at en del kræftceller, der blev behandlet med granatæblesaft, døde. Og dem, der blev tilbage, udviste en forbedret evne til at hænge sammen – det vil sige, at de ikke så let faldt fra hinanden, og dermed spredte sig i organismen.
Følelse af ikke at få tømt blæren helt
Stop-genoptag vandladning
Hyppig vandladning
Svag urinstråle
Natlige toiletbesøg
Uopsættelig vandladningstrang