Forskere bag forsøg med mobilstråling: Der er grund til bekymring

Det er mere end 10 år siden, en række forskere gik i gang med at udforme det dyreforsøg, vi i november fik de endelige konklusioner på. Målet var at undersøge, om der var en sammenhæng mellem radiofrekvensstråling fra mobiltelefoner og risikoen for kræft, og hovedforskerne er ikke i tvivl: Der er en sammenhæng.

FDA (Food and Drug Administration) indstillede for mere end 10 år siden et forsøg til NTP (the National Toxicology Program) for at finde ud af, om der var en risiko forbundet med stråling fra mobiltelefoner. Resultatet skulle bruges til at vurdere, om de grænser for stråling, der var sat op af FCC (Federal Communcations Comission), var gode nok.

Baggrunden for at undersøge strålingens påvirkning på mennesker var det stigende brug af mobiltelefoner i hverdagen. 95 pct. af den voksne amerikanske befolkning bruger mobiltelefoner, og uden for staterne er brugen også steget i de senere år.

Det var ikke ukendt, at varmestråling kan udgøre en sundhedsrisiko, hvis den er stærk nok til at påvirke kropstemperaturen. Men om strålingen i sig selv kunne være farlig, var ikke undersøgt.

– Jeg var overrasket. Jeg troede, vi ville se, at der ikke var nogen effekt ved radiofrekvens-strålingen, siger Ph.d. og forsker på forsøget John Bucher.

I løbet af årene har forskerne frigjort dele af forsøget, og for nyligt kom hele konklusionen. Medier og befolkning har været hurtige til at fremhæve især dele af forsøget og ud fra det konkludere, at det ikke er væsentligt for mennesker.

Derfor har vi talt med John Bucher og Dr. Ronald L. Melnick, som er forskerne bag undersøgelsen for at finde ud af, hvad der er op og ned.

Det er normalt at hæve dosen for at finde sammenhænge

Ronald L. Melnick var ved NTP, da forsøget blev indstillet og var ansvarlig for det i begyndelsen. Han var med til at udforme de kamre, som dyrene skulle være i, mens de blev udsat for stråling. Han skulle samtidigt afgøre mængden og længden af den stråling, de skulle påvirkes med.

Det var vigtigt for ham at sørge for, at strålingen ikke blev så voldsom, at den påvirkede dyrenes temperatur mere end den ene grad, man tillader, menneskers temperatur må stige med.

– Med stråling fra mobiltelefoner kan man ikke øge styrken særlig meget, fordi det vil opvarme vævet. Vi endte med at udsætte dyrene for den højest mulige dosis, som ikke påvirkede temperaturen for at udvikle data, som kunne sige noget om forholdet mellem strålingsdosis og effekt, siger Melnick.

Han gik selv på pension, inden det egentlige dyreforsøg gik i gang, men har lavet den protokol, det blev formet efter og har fulgt det på sidelinjen.

Når Melnick snakker om forholdet mellem dosis og effekt, er det meget vigtigt at forstå, at det er normal procedure i studier, som skal undersøge om et stof eller en ting er kræftfremkaldende, at udsætte forsøgsdyr for en større dosis end den, som mennesker er i berøring med.

Det handler om risiko

NTP, som både Melnick og Bucher henholdsvis var og er forskere ved, arbejder primært med at undersøge, om kemikalier er kræftfremkaldende. Hvis man har observeret en øget forekomst af kræft hos mennesker, der arbejder med et bestemt kemikalie, kan NTP undersøge, om der er en sammenhæng.

Man bruger rotter til at undersøge om kemikaliet er kræftfremkaldende, fordi de faktisk har mange ligheder med mennesker. Man har aldrig fundet en ting, stof eller kemikalie, som virkede kræftfremkaldende på mennesker, som ikke også gjorde det på rotter.

Finder man et forhold mellem kræft og kemikalie, bruger man det til at lave en risikovurdering af, hvor høj en risiko man vil tillade og opsætter grænseværdier for, hvor meget der må være i eksempelvis vand, eller hvor kemikaliet nu kommer i kontakt med mennesker.

Men det er ikke sikkert, at man havde fundet sammenhængen, hvis man havde vendt rækkefølgen om.

Et eksempel på det kan være benzen.

– Hvis vi udsatte 90 eller 100 rotter – som der var i strålingseksperimentet – for den mængde benzen, man tillader i vand, ville vi nok ikke se en øget forekomst af kræft eller andre sundhedspåvirkninger. Men det betyder ikke, at der ikke er en sammenhæng mellem benzen og kræft. Det er der, siger Melnick.

Man tillader altså mindre, end hvad man mener, er farligt, fordi det handler om risiko. Melnick mener, at det samme gør sig gældende for stråling fra mobiltelefoner – der er blevet påvist en sammenhæng, og nu skal risikoen vurderes.

Måden at bruge sin mobiltelefon kan gøre en kæmpe forskel

Strålingen gav især hanrotterne tumorer. Og hvorfor så egentlig dem mere end hunner og mus? På grund af størrelsen. Jo større et dyr, des mere stråling. Så simpelt er det faktisk, ifølge Bucher.

Det viste sig dog også, at rottebørnene havde lavere fødselsvægt, hvis de var blevet født af en mor, der havde været udsat for strålingen.

De rotter, der var udsat for mest stråling og havde de største reaktioner, blev udsat for 6 W/kg over hele kroppen i ni timer om dagen.

Det, man skal huske om strålingsintensiteten, er, at det er 6 W/kg fordelt over hele kroppen. Når mennesker bruger en mobiltelefonen, bliver de i høj grad udsat for lokaliseret stråling.

Den øvre grænse for, hvor meget lokaliseret stråling man tillader, at mennesker bliver udsat for, er 1,6 W/kg. Altså mindre end hvad rotterne blev udsat for, men ifølge Melnick ikke voldsomt meget mindre.

Bucher siger om strålingsstyrken fra mobiltelefoner:

– Afhængigt af mobilens forbindelse til mobiltårnet (hvor mange barrer telefonen har) kan strålingen, som udsendes være så høj som 1,6 W/kg (den øvre grænse), når man snakker i telefon. Og det er stråling lige ved hjernen.

Der er altså forskel på, hvor meget stråling telefonen udsender, men der er også forskel på, hvor meget stråling kroppen kan absorbere. Det kommer an på afstanden mellem krop og telefon. Holder man telefonen ved øret, mens man snakker, er risikoen for strålingspåvirkning altså stor.

Rykker man telefonen væk fra sig, putter den i en taske, eller har den i sin frakkelomme frem for en bukselomme, bliver risikoen mindre. Om resultaterne fra dyreforsøget kan overføres til mennesker, handler altså meget om, hvordan man bruger sin telefon.

Og netop brugen har også fyldt meget i mediedækningen af undersøgelsen.

”Jeg er ikke storforbruger”

John Bucher er tidligere blevet citeret for ikke selv at have ændret sine telefonvaner på baggrund af undersøgelsens konklusioner. Men det er måske heller ikke så mærkeligt, når man hører, hvordan han rent faktisk bruger sin telefon.

– Jeg snakker ikke særlig meget i mobiltelefon og har den sjældent tæt på mit hoved. Det har jeg aldrig haft. Det er ikke rart for mig. Så når jeg taler i telefon, bruger jeg for det meste headset, siger han.

Når han kommer hjem fra arbejde, har han også sjældent mobilen i nærheden.

– Jeg lader den oftest ligge i min taske, og jeg har den ikke tæt på mig, når jeg sover. Jeg har ikke ændret vaner, men jeg har heller aldrig været storforbruger, siger han.

Det samme gør sig gældende for Melnick. Han slår tit højtaleren til, når han skal føre en telefonsamtale, så han kan holde mobilen på afstand, men han mener heller ikke, at hans forbrug som sådan er interessant. Han mener, at det vigtige er, hvordan den brede befolkning og børn bruger deres telefon. Han er nemlig ikke i tvivl om, at storforbrug øger risikoen for kræft.

– Hvis du har telefonen tæt på hovedet flere timer om dagen, øger du risikoen for en tumor. Derfor håber jeg, at folk vil passe bedre på, når de bruger den, siger Melnick.

Især i forhold til børn ser han grund til at passe ekstra meget på, fordi strålingen kan trænge længere ind i deres hjerner og derfor potentielt udgøre mere skade. Den bekymring deler Bucher, som mener, at det er en god ide ikke at lade børn sove med mobilen tæt på deres hoved eller under puden.

Der er nemlig forskel på børn og voksne, ligesom der er forskel på, hvor langt ind i kroppen forskellige strålingsfrekvenser kan trænge, og hvilke organer, der påvirkes mest.

Ligheder mellem tumorer

Fysikere og elektroteknikere kan lave simulationer på, hvordan forskellige organer absorberer stråling. Det blev de bedt om at gøre i startprocessen af studiet. Det kan de, fordi de ved, hvilke karakteristika, som øger og sænker absorberingen af stråling.

Resultaterne af påvirkningen på forskellige organer er blevet udgivet og viser, at organer med stor blodgennemstrømning – som hjertet – absorberer mest stråling. Derfor er det naturligt, at tumorer vil vise sig i de organer.

Og det gjorde de også hos rotterne. NTP konkluderede, at der var ”tydeligt bevis for tumorer i hjertet”. Men dyrenes hjerner blev også ramt, og man konkluderede, at der var ”noget bevis for tumorer i hjernen”. Den konklusion bliver dog ifølge Melnick styrket af tumorernes cellekombinationen.

– Cellekombinationen, man fandt i tumorerne i dyreforsøget, har man også fundet i hjernen hos mennesker, siger Melnick.

Tilbage i 2G’s tid blev der lavet flere epidemiologiske studier, som undersøgte sammenhængen mellem mobilforbrug og kræft hos mennesker. Nogle af studierne er senere blevet kritiseret, men nogle er også blevet dømt valide.

Melnick fremhæver eksempelvis et canadisk bidrag til et internationalt studie, som konkluderede, at risikoen for en særlig type kræfttumorer var cirka fordoblet hos mennesker med et heftigt mobilforbrug.

Og et britisk studie bakker op om den canadiske konklusion. I studiet undersøgte man udviklingen i glioblastom (ondartet hjernetumor) fra 1995-2015.

– Man så på det stigende antal mennesker med glioblastom over perioden og på placeringen af tumorerne. Det viste sig, at antallet af tumorer i temporallappen steg mere end tumorer i andre dele af hjernen. Forskerne bag sagde ikke, at det havde noget med mobiltelefoner at gøre, men deres fund er konsistente med en miljøpåvirkning, siger Melnick.

Placeringen i hjernen kan hænge sammen med stor lokal strålingspåvirkning fra en mobil holdt til øret.

Flere af de epidemiologiske studier er lavet dengang vi havde 2G, og det er også stråling, der svarer til 2G og 3G, som er undersøgt i NTP-studiet, så kan det egentlig overhovedet bruges til noget i dag?

Forskellige frekvenser har forskellige usikkerheder

Uanset om vi snakker 2G, 4G eller 5G er begge forskere sikre på, at forholdet mellem stråling og kræft er blevet påvist og er utvetydigt. Men der er forskel på forbindelserne.

– Som jeg forstår det, så er frekvensen meget højere ved 5G end 2G. Den højere frekvens kan ikke trænge så dybt ind i kroppen, så de indre organer vil sandsynligvis blive udsat for mindre stråling, men hvad med huden? Kommer vi til at se, at flere så får hudkræft i fremtiden? Det ved jeg ikke, siger Melnick.

De lavere strålingsfrekvenser bliver absorberet på de yderste 7,5 centimeter væv på menneskekroppen. De højere frekvenser vil sandsynligvis blive absorberet tidligere, men det betyder ikke, at strålingen ikke kan være kræftfremkaldende. Også fordi vi mennesker absorberer mere stråling end eksempelvis rotterne i forsøget – igen på grund af vores størrelse

Der er stadig meget usikkerhed omkring 5G, og det bliver yderligere forstærket af mængden af antenner.

– For at opretholde en god forbindelse er man nødt til at opstille antenner med cirka 400 meters mellemrum. Det er i stedet for mobilmaster. Det betyder, at de kommer til at stå tæt på huse, og hvad det kommer til at betyde, ved vi heller ikke, siger Melnick.

Som han siger, var der for tyve år siden ingen, der troede, at mobilstråling kunne påvirke os. Om tyve år kan det være, at det viser sig, at 5G er farligt, selvom vi ikke kan se det nu.

En omfattende diskussion gav strammere konklusioner

En anden af studiets pointer, som er blevet fremhævet flere steder, er, at nogle rotter med tumorer levede længere end kontrolgruppen. Men det er der ifølge Bucher en simpel forklaring på.

– Vi evaluerede på, hvorfor nogle dyr i kontrolgruppen levede længere, og vi så, at der var et fald i det, vi kalder aldersbetinget nyresygdom hos de kræftramte rotter. Vi har ikke en forklaring, men det er tænkeligt, at strålingen har sænket inflammatoriske tilstande, som hænger sammen med nyresygdommen, siger Bucher.

Men den positive effekt, mener han ikke, kan overføres til mennesker, fordi vi ikke har samme simple sygdomsproces som rotter.

Konklusionen fra de to forskere er klar: Der er en sammenhæng mellem stråling fra mobiltelefoner og risikoen for kræft.

Og de står ikke alene med den holdning. For inden konklusionerne blev frigivet til offentligheden, var studiet igennem et omfattende tre-dags peer review panel, som mente, at NTP’s oprindelige konklusioner var lidt for vage. Noget, der ifølge Melnick er meget usædvanligt.

– Det var min erfaring, at panelet plejede at være enten enig i vores konklusionener eller mente, at vi (NTP) havde konkluderet for hårdt. Men med det her studie var det altså omvendt, siger han.

Bucher sad med alle tre dage og forklarer, at den første dag gik med, at fysikerne forklarede, hvordan de opfattede, at strålingen havde haft indvirkning på vævet. Anden dag kiggede de mere specifikt på musestudiet. Tredje dag på rottestudiet.

Men de ville også give befolkningen en mulighed for at give deres stemme til kende. Derfor brugte de en del tid på at kigge kommetarer angående forsøget igennem. Til sidst havde de en lang diskussion, som endte med enighed om at stramme konklusionerne.

Grænseværdierne er baseret på forkerte præmisser

De offentlige kommentarer afspejlede befolkningens holdning. Nogle troede på forskningen. Andre gjorde ikke. Og det er overordnet det samme billede, man har kunnet observere efter offentliggørelsen.

Bucher oplever, at det i høj grad handler om holdninger frem for fakta, når der bliver snakket og skrevet om forsøget – og sundhed generelt.

– Jeg ville ønske, at forskning havde en mere afgørende betydning i sundhedsdebatten, men det er bare sjældent tilfældet, siger Bucher, som arbejder på at udvikle yderligere forskningsprojekter, der skal belyse nogle af de uafklarede spørgsmål om eksempelvis 4G.

Melnick ser meget af det samme, og derfor har han brugt en del tid på at forsøge at mane, hvad han selv anser som misforstået kritik til jorden. Og selvom han understreger, at han ikke er psykolog, har han et bud på, hvorfor folk føler så stærkt for netop det her NTP-studie.

– Folk kan godt lide deres telefoner. De kan lide, hvad de kan med dem, og derfor kan de ikke lide at tænke, at der kan være en risiko forbundet med at bruge dem. Og så længe regeringerne siger, at telefonerne ligger under de grænseværdier for, hvad der kan være farligt, vil folk tro på det.

Problemet, som han ser det, er bare, at de grænser er baseret på korttidsbrug, og for at beskytte med stigninger i kropstemperatur. De er ikke baseret på radiofrekvensstråling og mobilforbrug over mange år, og er derfor i hans optik ikke gode nok.