Nyheder

Forskere: Fodbold sundere end løb

22. august 2007

Fodbold er ikke bare pjat og leg. Et nyt forskningsprojekt fra Københavns Universitet (KU) viser, at to-tre ganges ugentlig fodboldtræning er mere sundhedsfremmende end motionsløb.

Idrætsforsker Peter Krustrup fra Institut for Idræt har sammen med kolleger fra KU, Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital fulgt et fodboldhold bestående af 14 utrænede mænd mellem 20 og 40 år.

I en periode på tre måneder har motionsspillerne blandt andet fået målt deres kondital, muskelmasse, fedtprocent, blodtryk, insulinfølsomhed og balanceevne. »To-tre ugentlige fodboldtræninger af en times varighed udløste store trænings- og sundhedsmæssige gevinster. Fedtprocenten gik ned, muskelmassen gik op, blodtrykket faldt, og konditallet steg markant. Alt, hvad vi målte på, var markant bedre,« siger Peter Krustrup. Mindre effekt ved løb Sideløbende med undersøgelsen af fodboldmotionisterne, blev der lavet de samme målinger af en gruppe motionsløbere. Løberne var ligesom fodboldholdet ude og svede to-tre gange ugentligt, men anstrengelserne viste sig at have en noget mindre effekt. »Det er sundt at løbe lange ture med moderat intensitet, men resultaterne viser, at fodboldtræning på flere punkter er endnu bedre. Fremgangen i kondital og stigningen i muskelmasse var størst hos fodboldspillerne og i de sidste otte uger var det kun fodboldspillerne, der gik frem,« siger Peter Krustrup. Alsidigheden gør forskellen Efter 12 uger havde fodboldspillerne smidt tre et halvt kilo fedt og fået mere end to kilo ekstra muskelmasse, mens løberne havde tabt to kilo fedt og havde en uforandret muskelmasse. Hvad angik blodtryk, insulinfølsomhed og balance var der store fremgange for begge grupper. Idrætsforskeren har en idé om, at det er de mange skift mellem gang, løb og sprint, der gør, at fodboldspillerne viste sig at gøre de største fremskridt. »Jeg tror, at det er en del af hemmeligheden. Fodbold er en alsidig træningsform, fordi der både er høj puls og mange intense aktioner. Når du sprinter, hopper og tackler er der brug for alle fibre i musklen. Når du løber i moderat tempo, så bruger du kun de langsomme fibre,« siger Peter Krustrup. Hårdest for løberne Deltagerne i projektet, der er blevet støttet med en halv million fra Kulturministeriet, blev undervejs spurgt om, hvor hårdt det var at træne. Og her kan Peter Krustrup ikke lade være med at smile over de tilbagemeldinger, som han og forskerholdet fik. »Løberne mente altid, at det var hårdt. Selv om de løb ved samme gennemsnitspuls som fodboldspillerne, så var det hårdere for løberne. Jeg tror, det skyldtes, at løb er fokuseret på dig selv. Den anstrengelse, den forpustethed løber du og lægger mærke til. Når det bliver hårdt, så får du lidt ondt af dig selv,« siger Peter Krustrup og fortsætter:

»I fodbold skubber du de tanker til side. Spillerne bliver opslugt af spillet og tænker ikke på, om deres hjerte hamrer derudaf. Det er sjovt, og holdet har brug for, at alle arbejder, man bliver revet med og glemmer, at det er hårdt.« Resultaterne har fået forskerne til at gå videre med projektet. Der er indgået et samarbejde med universiteter i Rom, Bruxelles og Liverpool samt ansøgt om 10 millioner støttekroner hos EU og i samarbejde med Dansk Boldspil-Union søges et tilsvarende beløb hos fodboldforbundene, UEFA og FIFA. Kilde: Ritzau

Forrige artikelPæreform er en fordel

Næste artikelMødre stoler mindre på sig selv