Spar pengene til parfume og deodorant under juletræet: Hvert menneske har 400 duftindikatorer, der er helt unikke – også i forhold til familiemedlemmer.
Det er britiske forskere fra Konrad Lorenz Instituttet i Wien, der har fundet ud af, at vi alle har en helt særlig lugt – eller duft, alt afhængig af intensitet og præferencer, skriver Forskning.no.
Det østrigske forskerteam undersøgte 197 voksne, hvis urin, spyt og underarms-odeur blev registreret gennem 10 uger ved fem forskellige lejligheder.
Undersøgelserne påviste flere tusinde flygtige kemikalier – stoffer som alle kan have en lugt. Disse kemiske forbindelser blev analyseret ved hjælp af kromatografi og massespektrometer. Og ganske vist forandrede cocktailen af duftstoffer sig fra prøve til prøve. Men der var en gruppe på 400 duftforbindelser, som holdt konstante niveauer gennem hele perioden. Og ved at sammenligne disse stoffer kunne forskerne klart identificere de 197 personer fra hinanden – også personer der boede sammen eller var i nær familie.
Det er især sved, der afgiver duftstoffer. Den indeholder ganske enkelt langt flere duftlag end urin og spyt.
Det er dog usikkert, om kropslugt er lige så individuelt som fingeraftryk. Kilde: Jyllands-Posten