Tænder, mund og krop hænger sammen. Alligevel er de meget opdelte i sundhedsvæsnet, og det er en skam, mener flere eksperter, som i et nyt forskningsprojekt vil bygge bro mellem den medicinske og dentale verden for at fremme folkesundheden.
Når munden og tænderne bliver syge, går man til tandlægen. Så bliver der renset, boret, hevet eller rettet til efter bedste evne. Men i langt de fleste tilfælde stopper behandlingen så der. I tandlægestolen. For selvom syge tænder – eller sygdomme i munden – faktisk også kan øge risikoen for en række sygdomme i helt andre dele af kroppen, fylder den bevidsthed ikke meget i det danske sundhedssystem.
Det bliver der måske lavet om på nu. I hvert fald vil et nyt forskningsprojekt kaste lys over, hvor vigtig regelmæssig tandpleje og tidlig diagnosticering af mundsygdomme er for sundheden helt generelt. Bag projektet står totalleverandør til tandklinikker, Plandent A/S, og Odontologisk Institut på Københavns Universitet. De håber, at et mere helhedsorienteret syn på mundsundhed kan være med til at forbedre folkesundheden.
– Vi tror på, at vejen til et sundere samfund går gennem munden. Vi ønsker at bidrage til forskning indenfor dette område, og det kræver en fælles indsats, som ikke kan vente. Derfor rakte vi ud til førende forskere indenfor tandlæge- og lægevidenskaben, udtaler administrerende direktør i Plandent, Dennis Hindsberg.
Noget af det, som projektet vil zoome ind på, er betændelsestilstanden parodontitis – tidligere kendt som paradentose. For ud over at det er en ubehagelig tandsygdom, som kan ende med at koste nogle tænder, så kan parodontitis også øge risikoen for at udvikle eller forværre sygdomme som diabetes, leddegigt og hjertekarsygdomme ved at sprede betændelsesstoffer sundt i kroppen.
40 procent af danskerne lider af parodontitis, og dermed er der en stor gruppe, som måske mere eller mindre uvidende også er i fare for listen af følgesygdomme. Det, som forskningen skal belyse i den henseende, er betydningen af parodontitis for udviklingen af sygdomme andre steder i kroppen.
– Ved hjælp af data fra de praktiserende tandlæger kan vi for første gang bestemme, hvad udbredelse og sværhedsgrad af parodontitis gør ved risikoen for udvikling af en række andre folkesygdomme. Vi forventer, at forskningsprojektet synliggør, at sygdomme i mundhulen faktisk bør være et utvetydigt samfundsanliggende på lige fod med sygdomme andre steder i kroppen, udtaler forskningsområdeleder og lektor på Odontologisk Institut, Københavns Universitet Christian Damgaard.
En anden undersøgelse har for nylig vist, at selvom omkring 40 procent af danskerne lider af parodontitis, så er det kun 12 procent, der er i behandling.
Det efterlader altså omkring 30 procent, som går rundt og er ubehandlede og altså sætter sig selv i unødig risiko. Symptomerne spænder vidt fra blødende og ømt tandkød til tilbagetrukket tandkød, dårlig ånde og tænder, der rykker sig, bliver løse eller i værste fald mistes. Så oplever man nogle af de gener, kan det være en rigtig god ide at søge hjælp.
For selvom der tidligere har været en forståelse af, at parodontitis bare er noget, man må leve med, så er vi altså heldigvis klogere i dag, og der findes behandling. Jo tidligere sygdommen opdages, des nemmere er behandlingen at gå til.