Forstoppelse trods mælkefri og probiotika?

Jeg læste dit svar vedr. tilskud til en 1-årig. Jeg bemærkede, at du skrev, at hvis der er andre problemer eksempelvis forstoppelse, kan der være behov for andre ting.

Jeg har et barnebarn på 20 mdr., der har tendens til forstoppelse – og haft det “altid”. Hun kan være meget belastet af det med ondt i maven, mavekneb mm.

Hun får ikke (ko-)mælk og har i flere måneder fået tilskud af probiotika. Hun både bevæger sig og drikker rigeligt.

Hun har efter sundhedsplejerskens mening ligget lídt lavt vægtmæssigt, selv om hun også har bemærket, at hun udvikler sig godt og er kvik af sin alder. Hun er en glad lille pige, når maven ikke “driller”.

Har du et godt råd?

Hun har som spæd fået nogle kraniosakral-behandlinger. Vil du anbefale, at de genoptager dette?

Mange hilsener

Farmoren



Dit barnebarn er en heldig pige, som har en omsorgsfuld farmor. Og hun skal bestemt ikke gå rundt og døje med forstoppelse.

Det er rigtig godt, at hun får probiotika og undlader komælk.

Jeg vil anbefale jer at tjekke, om det er en probiotika, der indeholder Bifido bakterium Infantis. Det er nemlig nogle mælkesyre-bakterier, som er specielt vigtige for små børn.

Og jeg vil også anbefale, at være 100 pct. konsekvent med komælken. Jeg skriver det, fordi jeg ofte oplever, at familier har prøvet at undlade komælk, men ikke har været 100 pct. konsekvente med smør, yoghurt, fløde, ost og mad med mælkepulver, vallepulver og laktosepulver.

Hvis man skal finde ud af, om komælk er problemet, er man nødt til at være helt konsekvente i en periode.

Hvis I har prøvet en periode (3-4 uger) helt uden mælkeprodukter, og det ikke har haft nogen effekt, vil jeg anbefale at prøve en periode helt uden gluten, da gluten også giver fordøjelsesproblemer hos en del.

Hvis I synes, det er meget uoverskueligt at udelukke al gluten, kan I også vælge at starte med bare at fjerne al hvedemel (inkl. spelt, durum, enkorn, emmer, urhvede og ø-landshvede). Måske er det nok. Men hvis det ikke hjælper, synes jeg, I skal prøve en 100 pct. glutenfri diæt.

Med hensyn til vægten, så er det bare vigtigt, at hun følger sin egen kurve. Og at hun ellers udvikler sig, som hun skal.

Kranio Sakral terapi er en virkelig god behandling til børn, da den er meget mild. Så det kan bestemt være en mulighed at lade hende få nogle behandlinger der.

Men hvis problemet er, at der er noget hun ikke kan tåle, vil det selvfølgelig ikke løse hele problemet.

Men for nogle børn er det ikke maden, men skævheder i kroppen, der giver problemer med fordøjelsen. Og der vil KST være et godt bud på en behandling. 

Rigtig god bedring!

Med kærlig hilsen

Anette Opstrup

 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*