Den multiresistente MRSA-bakterie, der er et farligt biprodukt af svineindustrien, har foreløbig kostet tre menneskeliv. En sandhed, myndighederne søgte at skjule i to år.
De to journalister Nils Mulvad og Kjeld Hansen blev ved retten i Aarhus den 22. maj i år hver idømt fem dagbøder à 500 kroner for offentliggørelse af personfølsomme oplysninger i en artikel om MRSA-smitte på danske svinefarme.
Tilbage i 2010 offentliggjorde de sundhedsoplysninger på en mand og hans kone, der begge var smittet med den multiresistente bakterie. De holdt navnene hemmelige, men de skrev navnet på den gård, hvor de var beskæftiget. Deres mål med artiklen var at belyse smittens spredning, fordi det var de to journalisters opfattelse, at myndighederne fortiede en åbenlys og meget alvorlig sundhedsfare.
Det kostede dem en sigtelse, der altså nu omsider er resulteret i en dom. Under sagen har man kunnet konstatere, at myndighederne har hemmeligholdt konsekvenserne af MRSA-bakteriens udbredelse. Bakterien smitter nu udenfor svinefarmene. De tre mennesker, der til dato er døde af den multiresistente bakterie, havde intet med svinebrug at gøre.
Det første dødsfald blev rapporteret til Sundhedsministeriet i 2012, og de efterfølgende to kom til ministeriets kendskab i 2013. Myndighederne valgte at undlade offentliggørelse i alle tre tilfælde. Sundhedsministeren hed dengang Astrid Krag, mens Fødevareministeriet blev passet af Mette Gjerskov.
Det var formentlig kun fordi overlæge og professor Hans Jørn Kolmos blev indkaldt som vidne i sagen mod de to journalister, at oplysningerne kom til offentlighedens kendskab. Hans Jørn Kolmos udtalte sig under vidneansvar, og han påpegede blandt andet, at myndighedernes manglende indsats mod MRSA-bakterien har skabt en epidemi, så de farlige bakterier etablerer sig udenfor svinefabrikkerne i lokalsamfundene, hvor folk er begyndt at smitte hinanden.
Men mens såvel Sundhedsministeriet som Fødevareministeriet var påfaldende passive og tavse om de tre dødsfald og spredningen af de multiresistente bakterier, var Sundhedsstyrelsen anderledes proaktiv. Det var nemlig en kontorchef i Sundhedsstyrelsen, der for knap fire år siden anmeldte de to journalister, da de havde offentliggjort navne og adresser på 11 svinebrug, hvor der var konstateret MRSA398-stafylokokker. Denne anmeldelse blev indgivet uden at kontakte de berørte svinefarme.
Siden 2010 er spredningen af MRSA fortsat. Mens der i 2011 blev konstateret 164 nye tilfælde af MRSA hos mennesker, var det tilsvarende tal for 2012 232 – en stigning på 41 pct.
MRSA398-stafylokokker er skabt på grund af et eksorbitant forbrug af antibiotika i svineproduktionen. Bakterierne er umiddelbart ufarlige for sunde og raske mennesker, hvorfor ganske mange mennesker i svineproduktionen er raske smittebærere. Problemet opstår, hvis bakterierne inficerer eksempelvis et operationssår. Bakterierne er multiresistente, så de kan ikke umiddelbart bekæmpes med antibiotika. Det betyder, at patienten skal igennem et langt og udmattende forløb med mange forskellige typer bredspektret antibiotika, hvilket er livstruende for svage patienter.
En aktionsgruppe under Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har opgivet at kortlægge smittens udbredelse og efterprøve midler til at begrænse bakteriernes udbredelse i svinestaldene. Det viser referater, som Ingeniøren har fået aktindsigt i. Det er en styregruppe, der har afvist disse initiativer. Styregruppen består af repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer. Sidstnævnte repræsenterer svineindustrien.