Liv

Frisk luft i januar? Det handler om indeklima

18. januar 2016

Når vi hører ordet luftforurening tænker langt de fleste af os på forurening fra bilernes udstødning eller fra store kulkraftværker. Men her skal vi tale om forurening af vores indeklima, og det er også værd at være opmærksom på. For i dit hjem kan du tage handling og få gjort noget ved sagerne. Og det nytter altså en hel del.

Tung luft i hjemmet giver ikke bare tungt hoved, hovedpine og træthed, men også ødelagte og irriterede åndedrætsorganer og hoste. Vidste du f.eks. at bare to tændte stearinlys forurener mere, end hvis du bor ud til en befærdet vej?

Du er selvfølgelig påvirket af dit indeklima altid, men i særlig høj grad her om vinteren, hvor vi opholder os meget indendørs og prøver at lyse lidt op i mørket med stearinlys og ild i pejsen. Og gad vide, om vi ikke også har lidt mere tilbøjelighed til at springe udluftningerne over sommetider?

Specielt, hvis det er hundekoldt og blæsende derude. Vi holder på varmen, men kommer så desværre til at opholde os i lummer og partikelforurenet luft.

Hvad kan vi gøre ved vores indeklima?

Det hurtige svar er udluftning. Ikke bare et lille vindue på klem, men op med alle vinduer og luft grundigt ud to-tre gange hver dag. Tag en trøje på, så du kan holde gennemtrækket ud i ti minutter.

Derudover kan du jo begrænse brug af stearinlys. Det synes jeg personligt er ærgerligt og trist, men det er altså et væsentligt sted at sætte ind. Og faktisk forurener lys af ægte stearin mere end dem af paraffin.

Alle lys vil danne sodpartikler, som du indånder. Det hjælper at holde vægen lille og af samme grund forurener fyrfadslys noget mindre end stagelys.

Alle de undersøgelser, der er lavet på området, siger at stagelys er de værste syndere. Bloklys er bedre og fyrfadslys er bedst – når det handler om de gængse stearinlys.

Køber du lys med Svanemærket, skal disse leve op til at række krav, der omhandler både miljø og sundhed. Duftlys, tykke lys med flere væger og lys med glimmer i bør du gå langt udenom.

Men hvad så med hyggen?

Din lokale helsekostbutik sælger givetvis soyalys. De forurener langt mindre end stearinlys. Vælg helst dem uden duft for at undgå irritation af sarte slimhinder.

Der er desuden lavet ret vellignende ”kunstige” lys, såkaldte LED-lys, der kan hygge noget. Og ellers giver lyskæder egentlig et dejligt varmt lys. Læg dem evt. i et fad på bordet eller hæng dem rundt på dørkarmen – og så får du også glæde af dem uden for julesæsonen.

Måske mangler dit hjem bare lys i krogene? Små bordlamper, der kan lyse mørke kroge op, er ganske hyggelige.

Men det er jo ikke kun levende lys eller brændeovnen, der er synderen …

Parfumerer du dit hjem?

Duftblokke, rengøringsmidler med salmiakduft, vaskepulver med parfume, støvsuger deodorant osv. Alt dette bliver en del af dit indeklima, hvis du har hang til at “dufte” dit hjem til. Partiklerne findes i luften, så de påvirker dig alle de timer, du er i dit hjem.

Så gå efter de rene varer. At mene, at renhed skal lugte af Ajax, er som at sminke et lig.

Duftblokke er fuldstændig overflødige og bør slet ikke komme indenfor.

Rengøringsmidler behøver du ikke ret mange af. Parfumefri sulfo – opvaskemiddel – og et universalrengøringsmiddel med svanemærkning kommer du langt med. Almindelig husholdningseddike kan sagtens afkalke både kedler, vandhaner og badeforhæng.

Indiske vaskenødder kan bruges til al slags tøjvask, og de virker upåklageligt. Du kan endda lave et afkog af nødderne som universalrengøringsmiddel. Ynder du lidt duft – og kan tåle det – så vælg rene æteriske olier.

Computere, printere, tv, musikanlæg afgiver bestemt også sundhedsskadelige stoffer, bl.a. flammehæmmere. Ligeledes nye møbler, madrasser og gulvtæpper. Så at lufte ud i hjemmet er altså en streng nødvendighed.

Køber du nye møbler eller madrasser, vil det være optimalt, hvis de kan stå udenfor og gasse af de første døgn.

Rens dit indeklima med planter

Der er også den mulighed, omend den er noget dyrere, at anskaffe en luftrensermaskine. Man kan også få nogle af dem på prøve, inden man investerer.

Jeg hørte en sjov tale på tv-kanalen TED-talk forleden, som handlede om at bruge planter som luftrensere. Der var lavet en del forskning på det område og konklusionen var, at ja, man kan bruge planter, som hjælper til at rense luft i boliger.

Kamal Meattle oplevede for 17 år siden, at hans lunger var betydelig belastet af luftforurening. Han har siden forsket i emnet og fundet frem til, at de bedste planter er: Svigermors skarpe tunge, guldranke og guldpalme. Alle tre omdanner CO2 til ren ilt. Der skal dog store og flere planter til (ca. 4 store planter pr person), men lidt har vel også ret?

Du kan se mere på Ted.com/talk søg på Kamal Meattle. Talen hedder”How to grow fresh air”.

Dekorative luftrensere

At rense luft med forkullede bambusstave er også en mulighed. De ligner små pinde og kan placeres rundt om i hjemmet eller du kan købe nogle af de fine poser fra House of Coal, der også er dekorative. Det er en naturlig og bæredygtig måde at forbedre indeklimaet på. Kullet renser luften og fjerner lugt og skadelige partikler.

Der er også kommet nogle ret smukke, luftrensende lamper på markedet. Lampe Berger blev oprindelig opfundet i 1898 til at fjerne bakterier fra sygehuse. Lampens keramiske ring bliver opvarmet og tiltrækker de skadelige bakterier i luften, så de fjernes. Du kan se de mange udgaver på www.goodbrands.dk.

Himalayalamper laves af saltaflejringer fra et urgammel hav, der fordampede for 250 millioner år siden. Siden har landskabets bevægelse løftet saltet op i bjergene, hvor det ligger 500 meter under jorden. Himalayalamper har en række gavnlige effekter. Når saltkrystallerne bliver varme, interagerer de med det vand, der er i luften og skaber negative ioner, som binder sig på partikler fra støv, røg og elektrosmog og skaber dermed et bedre indeklima.

Farven og gløden i det smukke orange lys er desuden meget hyggelig og gør, at vi kan skabe en dejlig stemning i vores stue.

Men altså: Træk en gammel sweater på, og lad bare vinduet stå. Du kommer ikke udenom!

Pas på fugt i dit indeklima

Skimmelsvamp og fugt er slemme for luftevejene. Det ødelægger lungevævet og påvirker din vejrtrækning helt enormt. At tørre tøj indendørs eller spare på udluftningen efter badet kan give skimmelsvamp i dit hjem.

Derfor er den udluftning så vigtig, ligesom du bør gøre ordentligt rent – også i kroge og hjørner og bag møblerne en gang imellem.

Forrige artikelHovedpinepiller under graviditet sænker pigefostres fertilitet

Næste artikelGlutenfri – men ikke fuldkornsfri