Glutenfri fyldte pandekager med grøntsager og tang – vegetarisk og mælkefri.
10-12 kurve eller ruller
Pandekager:
½ spsk Husk
3 dl. lunken vand
2 dl. plantemælk
1½ tsk. salt
2 æg
200 g mel (en blanding af 50 g boghvedemel, 75 g majsmel og 75 g quinoamel)
1 spsk. kokosolie i fast form som smeltes
Fyld:
2 løg
400 g hvidkål
200 g bønnespirer
1 peberfrugt
2 mellem gulerødder
10 g arame tang
250 g tofu naturel
4 spsk. glutenfri sojasauce
2 tsk. kokosolie
salt og peber
et drys chili
Pandekager:
Rør husk ud i vandet og lad det blive til gelé. Det tager omkring 10 minutter. Tilsæt æggene og pisk det sammen. Kom herefter salt og mel i skålen, mens du hele tiden pisker. Den smeltede kokosolie piskes ligeledes i, og tilsidst tilsættes plantemælken lidt efter lidt, til konsistensen er tilpas. Steg pandekagerne i lidt kokosolie.
Hvis du vil lave pandekage-kurve kommes pandekagerne i ovnfaste skåle med en diameter på ca. 10 cm. Skålene smøres med kokosolie og en pandekage lægges ned i skålen, så den folder i kanten. Skålene med pandekagerne bages i ovnen i ca. 20 minutter ved 175 grader. Pandekagerne skal være sprøde og skal kunne holde faconen, når de tages ud af skålene.
Fyldet:
Sæt arametangen i blød i 10 minutter, skyl den grundigt og lad den dryppe af i en sigte. Skær løg og peberfrugt i små tern, hvidkålen i meget tynde strimler, og guleroden i tynde stave. Svits først løget i kokosolie i ca. 2 minutter, kom herefter hvidkålen og sojasaucen ved og lad det svitse ved middelvarme i omkring 5-7 minutter, til kålen begynder at blive lidt blød, men stadig har bid. Pres væden ud af tofuen og smuldr den ned i gryden og tilsæt bønnespirer, peberfrugt, arame tang og gulerod. Svits yderligere et par minutter og smag til med salt, peber og chili.
Fordel fyldet i pandekage-kurvene og server med en god salat.
Forrige artikelHonning er mere end flydende sukker
Næste artikelTid til forandring: Hvad holder dig tilbage?