Nyheder

Gå dig sundere i vintermørket

20. november 2013

Vinteren stiller krav til din motionsdisciplin. Kulden og mørket gør det mere besværligt og surt, men en simpel gåtur kan gøre mere for dit helbred end timer i et fitnesscenter.

Du kender det sikkert godt: Dine gode motionsvaner har det med at gå i dvale, når frosten og de korte dage sætter ind. Så bliver det glat, så du ikke har lyst til at løbe eller cykle udendørs, og det kan være svært at tage i motionscentret, når det er hundekoldt og mørkt udenfor. Sofaen og en varm kop kaffe giver måske umiddelbart meget mere mening.

Gåture kan være bedre end fitness

Måske får du kæmpet dig i motionscentret i vintermørket, hvor du uden det store engagement brænder nogle kalorier af i en times tid. Men faktisk kunne du få meget mere sundhed ved at gå til og fra arbejde. Det konstaterer Mai-Lis Hellénius, der er professor ved Karolinska Institutet i Stockholm og forfatter til bogen “Till fots” (Til fods).

Hun peger på, at vi bevæger os langt mindre i dag, end vi gjorde for blot 15 år siden. Hvor vi for 15 år siden gik ned på rejsebureauet og købte en ferierejse, sker det i dag hjemme foran pc’en. Mange af os bruger rigtig mange timer på en stol foran en skærm, og så batter selv tre ugentlige timer i et motionscenter ikke meget i det store regnskab.

Hvis du sover syv timer hver nat, har du 119 vågne timer på en uge, og her batter tre timer med styrketræning og lidt motion ikke meget. Særligt ikke, hvis du sidder stille det meste af de øvrige 116 timer.

Gå 30 minutter om dagen

Blot 30 minutters gåtur om dagen kan halvere din risiko for at udvikle folkesygdomme som hjertekarsygdom, demens eller diabetes. Og det er også en effektiv slankekur, fastslår Mai-Lis Hellénius.

Men også små ture hver halve time kan give resultater.

– Et studie af 4700 mennesker viste, at de, der rejste sig hver halve time fra stillesiddende arbejde og bevægede sig, havde fire centimeter kortere livvidde, bedre blodsukker- og blodfedtniveauer og mindre inflammation i kroppen end de, der sad stille time efter time, siger Mai-Lis Hellénius.

Få bevægelse ind i hverdagen

Så de sure ture til motionscentret i vintermørket er ikke så vigtige, hvis du i stedet får lagt noget bevægelse ind i din hverdag. Et kvarters gang før og efter arbejde er faktisk nok. Stå af bussen eller parkér bilen et par kilometer fra målet, så kan du brænde et par hundrede kilokalorier af dagligt på den konto. Gå gerne i vekslende tempi, så pulsen kommer lidt op og falder igen – det giver mest effekt på kondition og fedtforbrænding.

Kilde: expressen.se

Forrige artikelLider du af helårsallergi?

Næste artikelVitale spirer i efteråret