Forårsvejret er på vej, så det bliver sjovere at motionere udendørs. Du behøver hverken spandex eller træningstøj; gåture kan få dig i form.
Foråret bringer som regel ekstra livskraft og gåpåmod til os. Det er noget med lyset, varmen og de længere dage, som fortæller kroppen og sindet, at det er tid at bevæge sig ud af dvaletilstanden.
Derfor er foråret også en årstid, hvor mange gerne vil i form og måske smide et par kilo. Lysten til søde sager og anden vintertrøst er også på retur, så muligheden for at lykkes med en livsstilsændring er bestemt til stede. Hvor meget, du kan forvente at tabe, er meget individuelt.
– Hvor meget, du går ned i vægt, afhænger af, hvad du vejer i dag, dit aktivitetsniveau, din kost og hvilken motivation du kan mønstre. Hvis du skærer lidt ned for maden og øger dit aktivitetsniveau, vil det påvirke din vægt med tiden. Og du bliver samtidig friskere og mere energisk, siger idrætspædagogen Christine Thune til netmediet hälsa.se.
Mange sætter desværre målene for højt og gør selve motionen besværlig. Det kan sikkert være fint med et abonnement til et fitnesscenter, men kommer du af sted? Det kan sikkert være fint at begynde at løbe, men hvis det værker i hele kroppen efter de første 50 meter, gør det dig ikke nødvendigvis noget godt. Det kan også være en fin idé at købe en cykel, men får du motionscyklet, når det blæser eller regner?
Den enkleste måde at motionere på er såmænd at bruge benene. Bruge dem, som du altid har brugt dem: Til at gå på. En skridttæller kan måske få dig til at gå lidt mere, end du ellers ville gøre, men herudover er der ikke nogen investeringsbehov. Du behøver bare et par fornuftige sko.
Du kan let lægge motionen ind i dagligdagen ved at gå til og fra arbejde, hoppe af bussen nogle stop før destinationen, gå ud at handle – kort sagt: Gå, hvor du har tiden og muligheden for det.
Det har flere gevinster end eventuelt vægttab og bedre form.
– Det giver også en positiv effekt på din kognitive udvikling, demens og hukommelse. Når vi er fysisk aktive, føler vi os mere afslappede, ser mere positivt på os selv og nyder generelt set livet bedre, siger Christine Thune.
Hvis du vil i bedre form eller ned i vægt, skal du øge tempoet og intensiteten på dine gåture. Her er fire simple råd:
Du bør bruge mindst 150 minutter om ugen med mellemhøj intensitet. En gåtur kan sagtens være i det intensitetsleje. Hvis du skifter tempo undervejs, så din puls får lov at bevæge sig op og ned, er det også godt for forbrændingen.
Det er bare en halv times gåtur fem dage om ugen, der skal til. Nogle dage kan du måske gå lidt længere. Hvis du slet ikke får gået i nogle uger, er det ingen katastrofe – så er det bare op på hesten igen, når tiden og lysten er tilbage.
Når vejret er trist, og du mangler incitamentet til at komme af sted, er det vigtigt at huske én simpel sætning: Du vil aldrig fortryde en gåtur – du vil kun fortryde, når du ikke kom af sted.
Kilde: tidningenhalsa.se
Forrige artikelAntiinflammatorisk levevis mod symptomer og smerter
Næste artikelBlærebetændelsens fjende