Britiske forskere har fundet genmutation som kan forbindes med skizofreni, depression, humør og indlæringsevne.
Forskellige mutationer i et og samme gen kan gøre, at nogle rammes af depressioner, mens andre rammes af psykoser. Det fremgår af en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Neuron. Britiske forskere gennemførte en undersøgelse for at studere, hvordan det psykiske helbred påvirkes af forskellige mutationer i genet DISC1.
I tidligere undersøgelser har forskerne undersøgt familier med høj forekomst af psykisk sygdom og vist, at dette gen både kan forbindes med skizofreni, bipolar sygdom og dyb depression. Genet har også vist sig at have betydning for bl.a. indlæring, hukommelse og humør.
Forskerne identificerede to specifikke områder på genet, hvor skader forårsager sygdom. De gennemførte en undersøgelse med mus med to forskellige typer skader på genet: Den ene gruppe havde symptomer på psykoser og reagerede på behandling med antipsykotisk medicin. Den anden gruppe havde symptomer på depression og reagerede på behandling med antidepressiv medicin.
På baggrund af undersøgelserne konkluderer forskerne, at deres resultater tyder på, at årsagerne til disse sygdomme sandsynligvis er forandringer i hjernen, som kan kobles til flere forskellige gener.
Forandringer i DISC1 er en risikofaktor ved disse former for psykiske sygdomme. De nye data viser desuden, at forskellige skader i genet også kan forbindes med forskellige sygdomme.
Kilde: Dagens Medicin