Nyheder

Genbrugsmode på catwalk

Foto: Adobe Stock
9. september 2021

Flere og flere danskere handler genbrug. Men er du en af dem, som ikke er kommet med på bølgen, er der en oplagt mulighed 16. september, hvor du kan besøge tøjbyttemarked og modeshow på Dokk1 i Aarhus.

Genbrugsindekset viser, at flere og flere handler brugt. Særligt de unge er gode til at besøge genbrugsbutikkerne og finde genbrugsfund på nettet. Faktisk har hele 89 procent af de unge mellem 18–30 år handlet brugt i det seneste år. En stor del af forklaringen i stigningen skal findes i en øget bevidsthed om bæredygtighed og overforbrug. Og der er da også mange gode grunde til at handle brugt – ikke mindst når det gælder tøj.

For tøjindustrien er lidt af en klimasynder. Faktisk står industrien for 10 procent af verdens samlede CO2-udledning. Og selvom mange danskere har taget genbrugsbølgen til sig, så er vi stadig gode til at bidrage til den klimabelastende industri. Vi køber nemlig i gennemsnit 13–16 kilo tøj om året.

[relateredehistorier]

Og det tal skal ned, mener Folkekirkens Nødhjælp Ungdom. Derfor afholder de torsdag 16. september et stort tøjbyttemarked og modeshow med genbrug i Aarhus, som skal sætte fokus på danskernes fortsat høje tøjforbrug og i samme ombæring sætte fokus på verdensmål 13 – klimaindsats.

I NU (Folkekirkens Nødhjælp Ungdom) arbejder vi med klimaproblemstillinger, fordi vi synes, det er uretfærdigt, at de mennesker, der bidrager mindst til klimaforandringerne, er dem, der rammes hårdest af dem, siger Solveig Jørgensen, frivillig i NU og medarrangør.

Gå på opdagelse i gammelt guld – og giv dit videre

Tøjbyttemarkedet starter 18.30, og du skal have tøj med for at komme ind til denne del af aftenen. Det tøj, du har med, vil blive hængt på bøjler og stativer, og så kan andre tøj-glade mænd og kvinder få fingrene i dit gamle guld, mens du selv går op opdagelse i det tøj, som de andre har haft med. Når byttemarkedet er slut, kan du donere dit eventuelt overskydende tøj til Folkekirkens Nødhjælp.

Modeshowet med genbrugstøj og tilbehør starter klokken 20.00 og finder sted i Udsigten på Dokk1. Her er fri adgang for alle. Man kan altså sagtens se showet uden at have været til byttemarked.

Beate Steengaard fra “Den Store Bagedyst” er vært og styrer publikum gennem showet, som også er en konkurrence mellem forskellige aarhusianske ungdomsorganisationer, der dyster om, hvem der har sammensat det fedeste outfit, som udelukkende består af genbrug. Tøjet kan efter showet købes i Folkekirkens Nødhjælps butik i Gl. Munkegade i Aarhus.

Forrige artikelStøj øger risiko for demens

Næste artikelBrændenældejuice med rønnebær

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.