Krop

Genoptræning med spejle, tanker og berøring

27. august 2010

Tænk, at man kan snyde sin egen hjerne, så den ligefrem kan bruges til at genoptræne lammede kropsdele! Tankens kraft er så stor, at du kan forbedre dine præstationer ved blot at tænke intenst nok på det – så intenst, at du også føler det. Det må være hjernevask på den toppositive måde.

Undersøgelser af hjernen viser, at når dele af kroppen ikke bevæges – altså er inaktive (på grund af lammelse f.eks.), indskrænkes de hjerneceller, der styrer pågældende kropsdel. Har du f.eks. en lammelse i armen, vil de hjerneceller, der styrer armen, ikke længere blive brugt, fordi armen er passiv, og så indskrænkes hjernecellerne i dette område. Omvendt vil der i så fald udvikles flere hjerneceller til at styre den raske arm, fordi den nu bruges så meget mere. Hvis en person mister synet, vil synsområdet i hjernen mindskes, men til gengæld vil høreområdet udvides. Hvis man ikke længere bruger hjernecenteret til at styre f.eks. armen med, vil nabocentrene gå ind og overtage hjernens ubrugte plads. Og så er genoptræning af armen ikke længere muligt.

Spejle til genoptræning

Den proces kan du undgå ved at bruge spejle. Det at spejle sig i andre kender du højst sandsynligt fra f.eks. situationer, hvor du løfter kaffekoppen i takt med din samtalepartner. De fleste forældre kender fænomenet, når de mader deres lille barn. Barnet åbner munden for at spise, og pludselig sidder den voksne selv med åben mund. Det er samme stimulering af de såkaldte spejlneuroner i hjernen, man udnytter ved at genoptræne ved hjælp af spejle. Ved halvsidige lammelser kan du snyde hjernen til at tro, at den raske kropsdel be-væger sig og derved undgå, at hjernecellerne mindskes. Du anbringer et spejl, så den raske side af kroppen spejler sig, f.eks. armen. Så bevæger du den raske arm og ser samtidig i spejlet, mens du også forsøger at bevæge den dårlige side. Spejlet skal anbringes, så der opleves en symmetri. Hjernen får så det indtryk, at det er begge arme, der bevæger sig. På den måde kan du undgå, at de styrende hjerneceller går til grunde. Det øger chancen for at genvinde førligheden betydeligt. Idéen blev udviklet af en læge ved navn V.S. Ramachandram, som arbejdede med mennesker, der havde mistet dele af førligheden efter blodprop eller hjerneblødning.

Genoptræning med berøring

Det er også vigtigt at bevæge lammede kropsdele passivt, enten ved at andre bevæger armen for én – løfter, holder, sænker, bevæger i alle retninger, trækker i osv. – eller ved at man selv gør det med den raske arm. Før i tiden kendte man ikke til denne mekanisme. Fysioterapeuter og andre behandlere, der arbejdede med halvsidigt lammede mennesker, berørte og behandlede således kun den raske side, for den lamme side var jo ikke til noget. Jeg hørte engang for år tilbage om et norsk forældrepar, som havde en omfattende lammet søn. De blev opgivet af læger og terapeuter, men nægtede selv at give op. De fulgte deres mavefornemmelse og besluttede sig for, at de ville give deres dreng massage over hele kroppen flere gange hver eneste dag. De fortsatte gennem lang tid, og det lykkedes dem at få drengen næsten fuldstændig normalt fungerende igen. Og det var kun, fordi de selv havde en teori om, at det kunne hjælpe.

Tanker kan snyde hjerne og krop

Visualisering er et andet aspekt af at snyde hjernen til at præstere bedre. Hvis du kender filmen ”The secret” har du hørt en psykolog fortælle om et forsøg lavet med olympiske atleter. De blev tilkoblet avanceret måleudstyr og skulle så i tankerne gennemgå deres toppræstation. Det utrolige var, at måleudstyret kunne registrere, at musklerne blev aktiveret, selvom præstationen ”kun” foregik i tankerne. Hjernen skelner ikke mellem, om du virkelig gør det eller tænker det. I samme film møder man en mand som bliver hårdt kvæstet i en flyulykke, brud på ryggen, nakken, et ødelagt mellemgulv. Manden kunne end ikke trække vejret selv pga. det ødelagte mellemgulv. Han kunne kun blinke med øjnene – og tænke. Lægerne dømte ham til en fremtid som ”grøntsag”. Men manden visualiserede gennem hele indlæggelsen, at han havde en helt normalt fungerende krop. Han fokuserede i tankerne på, at han inden for overskuelig fremtid ville gå ud af hospitalet på sine egne ben. Det skete. Konklusionen er: ”Når du visualiserer, materialiserer du” og ”Tanker og følelser bliver en fysisk manifestation”. De beskrevne teknikker er i sandhed spændende. Og netop fordi skeptikere vil fnyse: ”tro flytter bjerge”, vil jeg bare slutte af med at sige ”Ja, heldigvis. Og lad dem bare gøre det.”

Spejle til hjemmetræning

Lette spejle i akrylplast er velegnede til brug for genoptræning derhjemme.
Kontakt Anne-Marie Høite Fabricius på tlf. 6590 1851 / 2627 1851.
E-mail: annemariefabricius@hotmail.com<!–

Forrige artikelSukker – sødt og farligt

Næste artikelLægemidler virker ikke særlig godt